Åke Edwardson: Svalerne flyver så højt at ingen længere kan se dem

Roman

Åke Edwardson:

Svalerne flyver så højt at ingen længere kan se dem

(Svalorna flyger så högt att ingen längre kan se dem, 2010)

På dansk ved Ellen Boen

294 sider, 299,95 kr.

C & K Forlag

Ann og Johan er et modent par, midt i fyrrerne. Hun er lærerinde, og han er tømrer og tørlagt alkoholiker. Det var et krav fra Ann, hvis hun overhovedet skulle have noget med ham at gøre.

Det er nu 10 år siden, at de fik Andreas. De lever et roligt og stille liv ude på landet i Småland - på et sted, hvor tiden synes at stå stille.

En ekstraordinært kraftig vinterstorm har ødelagt skovdriften på egnen for de kommende mange år. Den har også ødelagt livet for den lille familie. Andreas er nemlig blevet klemt under et væltet træ og har ligget i koma i et halvt år. Der er ingen fremgang. Ann og Johan besøger ham lang tid hver dag, arbejder med hans indskrumpende muskulatur og taler med ham uden pauser.

Historien stykkes sammen

Håbet er der samtidig med fornemmelsen af det udsigtsløse i situationen. Selv om Ann og Johan har sat deres egne liv på vågeblus, skal livet jo leves, hvor grusomt det end forekommer, når man står over for at miste det dyrebareste, der findes; sit barn.

I hurtigt skiftende perspektiv mellem Ann og Johan får vi stykket historien om ulykken sammen, og vi får også lidt efter lidt historierne om ikke bare Ann og Johan og deres respektive fortid, men også om det lille lokalsamfund med dets håndfuld af såkaldt normale og af forkrøblede eksistenser. Særligt den forsumpede præst, der ikke altid kan mobilisere den ventede visdom, gør indtryk.

Johan, der som så mange andre på egnen er arbejdsløs, har fået en idé til at arrangere elgsafarier for turister. Med lidt hjælp fra vennerne tages der fat på forberedelserne. Men Johan må kæmpe mod både sit eget undertiden voldsomme gemyt og djævelen i flasken hos sine venner, alt imens Ann i en blanding af mishag og optimisme ser til fra sidelinjen.

Skylden over at være i live

Det er ikke let at skrive om børn, der af den ene eller den anden grund bliver til ofre. Det bliver gerne patetisk-sentimentalt og kommer til at lugte af letkøbt følelsespornografi. Men det lykkes faktisk Åke Edwardson at skrive redeligt og sobert om en uendelig forældresorg. Det gør det først og fremmest, fordi han er hudløst ærlig i sin minutiøse afdækning af Ann og Johans følelser og reaktioner over hele registret fra sorg til vrede, men også til den glæde, der indimellem høstes på trods af sort samvittighed og skyldfølelse over selv at være i live.

Deprimerende læsning

”Svalerne flyver så højt at ingen længere kan se dem” er naturligvis i hele sit emne deprimerende læsning. Alligevel er den også livsbekræftende, fordi den fortæller alle de små overlevelseshistorier bag den store, tragiske historie.