Anmeldelse: Mogens Camre: Knus Tyrannerne

ERINDRINGER

MOGENS CAMRE:

KNUS TYRANNERNE

412 sider, 148 kr.

Trykkefrihedsselskabets Bibliotek

UDKOMMER I DAG

Man kan på sin vis sige, at det er lidt anmassende at skrive selvbiografier og personlige erindringer. Man tilkendegiver dermed, at man finder sig selv så interessant, at det er passende at indvi alverden i sine personlige forhold.

Den tanke melder sig ubønhørligt ved læsningen af de første kapitler i Mogens Camres erindringer ”Knus tyrannerne,” for hvordan et barn oplevede Besættelsen kan da vel være interessant for personen selv og de nærmeste, men oplevelserne adskiller sig ikke væsentligt fra, hvad enhver anden på samme alder måtte have oplevet.

Klogere end faderen

Og dog: Vi får nemlig et tidligt varsel om, at det er en usædvanlig person og et usædvanligt fremmeligt barn, som vi har med at gøre, nemlig da Mogens Camre allerede som fireårig syntes, at hans far bar sig en kende uforsigtigt ad, når han på sin cykel med lille Mogens på barnesaddel på stangen styrede direkte mod de tyske soldater for så at dreje af i sidste øjeblik.

Den fireårige indså, at den voksne agerede en kende ufornuftigt og var altså allerede på det tidspunkt lidt klogere end sine omgivelser.

Lidt senere får vi at vide, at Mogens Camre dengang i 1940'erne ikke havde fantasi til at forestille sig, at Frode Jakobsen en dag skulle blive hans kollega og beundrede ven. Det ville også have været lidt meget forlangt i betragtning af, at Camre er født i 1936.

Efterhånden som vi bevæger os strikt kronologisk fremad, bliver det gradvist mere interessant. Vi får genopfrisket hovedpunkter i den nyere danmarkshistorie - i hvert fald den del af den, som Mogens Camre har været direkte involveret i, og det viser sig at være ikke så lidt.

Ser spøgelser

En lille nagende tvivl melder sig dog, for i kapitlet om de røde lejesvende og de potentielle landsforrædere får vi at vide, at »den yderste venstrefløj satte bevidst ind for at erobre journalisthøjskolen i Aarhus, lærerseminarerne og universiteterne.«

Denne anmelder har i hele perioden haft ret tæt kontakt til journalisthøjskolen, både som elev, som gæstelærer, som censorformand og som medlem af både optagelsesnævn og uddannelsesråd uden at opdage, at den yderste venstrefløj skulle have sat bevidst ind for at erobre skolen.

Det kan selvfølgelig ikke afvises, at det skyldes total døvhed og blindhed hos anmelderen, men det skulle i så fald være det eneste område, hvor døvheden og blindheden var så udtalt.

Den tanke er nok mere nærliggende, at Mogens Camre ser spøgelser, ikke mindst fordi han i samme afsnit påstår: »I takt med at aviserne blev fondsejede, fik journalisterne magten til at redigere dem.« Her er da vist foregået noget, som kun Mogens Camre har opdaget.

Lidt pralende

Denne lille kritiske sidebemærkning er imidlertid ikke tilstrækkelig til at afvise Mogens Camres erindringer som et stykke interessant og relevant samtidshistorie.

Ganske vist med det forbehold, at Mogens Camre er lidt mere i centrum af det hele, end vi andre erindrer, men det er vel naturligt, når det gælder personlige erindringer, og i et sådant projekt må vi også være overbærende over for en person, der falder for fristelsen til at prale lidt.