Peter Boxall (red.): 1001 bøger du skal læse før du dør

Peter Boxall (red.):

1001 bøger du skal læse før du dør (1001 Books You Must Read Before You Die)

Dansk konsulent: Bo Tao Michaëlis

Oversat af Joachim Wrang

960 sider, ill., 250 kr.

Politikens Forlag

Er udkommet

Der er noget grundlæggende tiltalende ved bøger, der tør udstikke hitlister. Vel at mærke ikke blot baseret på salg eller afstemninger, men på vurderinger fra kyndige folk med sanseapparat og argumentationsevne i orden.

At der tydeligvis også er et marked for dem, kunne for de optimistiske blandt os give anledning til at tro, at ”hvad synes du selv”-pædagogikkens, historieløshedens og dannelsesfjendtlighedens tidsalder er ved at rinde ud. Oven i købet viser de mest velskrevne og -argumenterede bøger af denne type sig også så langtidsholdbare, at man gerne læser eksempelvis Morten Piils vurderinger af danske film i ”Gyldendals Filmguide” igen og igen.

Det bliver imidlertid næppe tilfældet med det litterære bind i den amerikanske serie med 1001 af én eller anden slags, som man angiveligt skal læse/høre/drikke/se, før man dør. Dertil er det ganske enkelt ikke autoritativt nok, hverken i sit udvalg, sine argumenter eller sine formuleringer.

Min bog er min klaphat

Udvalg af denne art kan og skal altid diskuteres. Faktisk er det en væsentlig del af charmen, at man får skærpet sine egne argumenter igennem at være uenig i andres prioriteringer.

Såsom at klaphatten da vist er skruet lige hårdt nok på, når habile danskere som Helle Helle og Morten Ramsland i denne udgave præsenteres side om side med verdenslitteratur af Cervantes, Flaubert og Vergil. Er det Æneas, der sejler bort fra det brændende Troja for at grundlægge Rom? Nej, lille Gysse, det er færgen Rødby-Puttgarden.

Hovedproblemet her er imidlertid, at udvalget til at begynde med har tung angelsaksisk slagside, hvor masser af de bøger, der præsenteres som selvfølger, i hvert fald set med danske øjne overhovedet ikke er det. Da en del opslag er nyskrevne til den danske udgave, kan man samtidig godt fundere over, hvad det dog så er for rariteter i originaludgaven, som er røget ud.

Og selv om man omvendt aldrig skal forvente at få alt med, burde omfanget her dog være tilstrækkeligt til, at der ikke var alt for gabende huller - såsom Goethes ”Faust”. Ligesom det tilsyneladende stort set kun skyldes den danske konsulent, Bo Tao Michaëlis, at der i denne udgave overhovedet er kommet klassikere fra før år 1800 med, mens de sparsomme indslag af genrelitteratur mest har alibikarakter.

Forsøg på folkelighed

Alt det kunne man formentlig leve nogenlunde med, hvis de enkelte opslag var skarpt og medrivende skrevet. Det er de sjældent, og grundtonen er typisk, at en finsmager forsøger at nå ned og ud til folket.

Der har været et hav af skribenter fra mange lande involveret - at dømme efter forfatterregistret alt fra studerende til professorer. De skriver mildt sagt forskelligt, og i denne forbindelse er alsidighed ikke en kvalitet.

Ydrk, et storværk

Andre er tilsyneladende kommet med, bare fordi de er berømte, snarere end fordi den pågældende skribent har noget på hjerte om bogen. F.eks. synes den småvrantne skribent til opslaget om én af de senere års europæiske sensationer, Jonathan Littells kæmpemæssige Holocaust-roman ”De velvillige”, nærmest at holde den ud mellem to fingre.

Den danske version har desuden det særlige problem, at det virker tilfældigt, om det i de sparsomme realoplysninger er angivet, om bogen er oversat til dansk eller ej. Forvirringen skærpes, fordi der overalt er brugt danske titler til overskrifter, selv om en del af dem altså så at sige ikke findes i virkeligheden, men kun er oversættelser af de engelske titler, der i nogle tilfælde (som japanske Yukio Mishimas ”The Sea of Fertility”) selv er oversættelser.

Så selv om der da er masser af bøger, som man med fordel kan læse, før man dør, er denne ikke én af dem. Men jeg ville til enhver tid gerne læse en bog af én topkvalificeret skribent, der med overblik, argumenter og sprog i orden holdt sig til at anbefale bare 100.