Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 out of 6
Find mere om:
Lisbeth Kjær Müller og Mogens Müller: En bog.. | bog.guide.dk

Lisbeth Kjær Müller og Mogens Müller: En bog om Bibelen

Bibelen er skrevet af mennesker og indeholder derfor fejl. Den nye udgave af ”En bog om Bibelen” redegør grundigt for, hvordan det er gået til.

Lisbeth Kjær Müller og Mogens Müller:

EN BOG OM BIBELEN.

Den historiske Bibel - Bibelens historie

492 sider, softcover med flapper, 379 kr.

Anis

Er udkommet

I 1980'erne ville det have været utænkeligt, at et opslagsværk om Bibelen blev trykt i flere oplag. Den slags blev kun læst af teologer og en håndfuld særligt kirkeligt interesserede.

Nu skriver vi 2010, og situationen har ændret sig drastisk. Formodentlig fordi både islam og ateisme rejser utallige spørgsmål og gør det relevant at vide noget om ikke mindst kristendommens skriftgrundlag.

”En bog om Bibelen” udkom første gang i 2004 under titlen ”Bogen om Bibelen”. At den allerede genoptrykkes nu i en gennemrevideret og udvidet udgave, viser meget tydeligt, hvor stort behovet for helt elementær viden om kristendommen er.

Ægteparret Müller, der består af henholdsvis en præst og en professor i nytestamentlig teologi, har i snart tre tiår kyndigt oplyst danskerne om både jødedom og kristendom i en stribe glimrende fagbøger.

Det er således ikke deres skyld, at mange stadig lever i den vildfarelse, at Moses er forfatteren bag de fem Mosebøger, eller at Mattæusevangeliet er det ældste vidnesbyrd om Jesus, fordi det står først i Det nye Testamente.

Historisk-kritisk læsning

De to teologer har gjort deres for at formidle en historisk-kritisk læsning af de bibelske tekster, og den er og bliver det bedste redskab, når det gælder om at forhindre fundamentalisme og afvise påstanden om kristendommen som overtro.

”En bog om Bibelen” er fortrinsvis tænkt som en tekstnær gennemgang af ikke bare samtlige bøger i Det Gamle og Det Nye Testamente, men også af de skrifter, kaldet apokryfer eller pseudoepigrafer, som ikke kom med i kanon, men som alligevel kaster et forklarende lys ind over den lange, omstændelige tilblivelsesproces.

Vi taler om et skriftligt overleveringsforløb, som strækker sig fra ca. 500 år før vor tidsregnings begyndelse til ca. 200 år efter og inkluderer bl.a. oversættelser, redigeringer og væsentlige ændringer i rækkefølgen af de enkelte skrifter.

Dogmet om jomfrufødsel

I forbindelse med udformningen af Det Nye Testamente fik det eksempelvis stor betydning, at jødedommens bibel tidligt blev oversat til græsk under navnet Septuaginta. Selv om denne udgave afveg fra den hebraiske bibel, blev det alligevel den, som kom til at udgøre Det Gamle Testamente i den kristne bibel. Af den simple grund, at græsk blev hovedsproget i tiden omkring Jesu fødsel.

Når Jesu mor, Maria, i Det Nye Testamente kaldes jomfru, skyldes det, at man i Septuaginta valgte at oversætte det hebraiske ord for ”ung kvinde” hos profeten Jesajas med begrebet ”jomfru”.

Dogmet om jomfrufødslen skyldes altså enten en bevidst tolkning eller en oversættelsesfejl, og sådan må det naturligvis være, når Bibelen er skrevet af fejlbarlige mennesker med forskellige dagsordener.

Enhver ordentlig præst ved, at Bibelen ikke er skrevet med Guds egen finger. I ”En bog om Bibelen” forklares det grundigt, videnskabeligt og meget forståeligt, hvordan den så er blevet til.

Anmeldelse: Allan A. Lund: Magi og hekseri

21-01-2011: En indholdsrig bog indleder en stor fremstilling om hekse og al deres magi. Hekseriet trives tilsyneladende også i nutiden. Læs artikel

Anmeldelse: Helgeninde eller skøge

08-03-2010: Der har altid været stor interesse for Maria Magdalene. •Præsten Lisbeth Kjær Müllers viden om hende er enorm. Læs artikel

Anmeldelse af Jakob Levinsen - Den liflige musik - Richard Strauss som komponist og undersåt

17-06-2014: Jakob Levinsens veloplagte biografi om Richard Strauss er informativ og underholdende, men når aldrig helt ind under huden på jubilaren. Læs artikel

Anmeldelse: Den Kolde Krig og Danmark

10-04-2011: Den Kolde Krig: Nyt leksikon får ikke konkluderet på perioden eller åbnet nye veje for historiske selvopgør, om man vil. Men den fungerer som en faktaspækket håndbog. Læs artikel

Anmeldelse: Div. skribenter: Frederik VIII's palæ

31-12-2010: Et fornemt værk om istandsættelsen af Frederik VIII's Palæ, der bliver kronprinseparrets bolig. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...