Anmeldelse: Yiyun Li: Gulddreng, smaragdpige

Noveller

Yiyun Li: Gulddreng, smaragdpige

Oversat fra amerikansk af Ellen Boen

200 sider, 249 kr.

Gyldendal

Er udkommet

”Gulddreng, smaragdpige” er en dragende og meget indtagende novellesamling. Den kinesisk-amerikanske forfatter Yiyun Li skriver, så det sitrer, om upåagtede eksistenser og forvildede tilværelser.

Rammen er det Kina, som endnu ikke helt har fundet sig selv mellem kulturrevolution og modernitet, men svæver et sted midt imellem, usikkert og famlende.

Novellerne er gådefulde og uafklarede med åbne, overrumplende afslutninger, som drejer handlingen rundt om sig selv og ind i et nyt lys.

Pauser mellem ord

Selvfølgelig har Yiyun Li noget bestemt i tankerne, når hun skriver. Ofte en følelse ved siden af følelsen eller en problematik ved siden af problematikken. Hun kredser om det uhåndterlige, som kun kan udtrykkes tilnærmelsesvist, og det vil sige i pauserne mellem ordene, i næsten-berøringerne eller i de uartikulerede bevægelser. En hånd, som standser på halvvejen, et kys, som bliver hængende i luften.

Novellerne er omstændelige, for det kræver tid og historie at skrive det udefinerbare og konturløse frem. Før vi kan møde enkemanden Hr. Chang i sofaen med den gamle banjo, er vi nødt til at danse med i Skumringsklubben, hvor en tidligere kvindelig beundrer følger ham tæt.

Det er ikke kærlighed, ikke forelskelse, snarere en porøs drøm, men han afviser hende ikke, da hun fremsætter sit frimodige tilbud. Ganske enkelt, fordi han et sted langt bagude mindes virkningen af en kvindehånd på låret, da han var dreng. Ulogisk måske, men et eksempel på, hvordan hændelser på underligste vis griber ind i hinanden og ændrer alt på et øjeblik.

Det svære møde

Titelnovellen ”Gulddreng, smaragdpige” er også flimrende i omridset. Her jagter forfatteren fligen af et trekantsdrama, som ikke har og aldrig får et navn. Alligevel finder den en yndefuld form i et arrangeret ægteskab, da moderen fører sin søn og sin yndlings-studerende sammen.

Et genkommende motiv er mødet mellem generationerne, der har så forbistret svært ved at forstå hinanden. Som bedstemoderen i ”Tidens flod”, der ikke kan forklare sit barnebarn, at man kan være skyldig uden at være dømt.

På den måde trækkes fortiden naturligt ind i nutiden og tegner et portræt af et for os ukendt Kina, hvor der kæmpes en stadig kamp mod snærende moralbegreber og intolerans.

De fleste noveller er melankolske og sorgfulde, fordi der er tale om ensomme og oversete eksistenser, men der er også et par noveller, som bobler af undertrykt latter. Overalt er det trængte menneske sat i centrum i en ugennemsigtig verden, hvor antydningen er det nærmeste man kommer sandheden. Således bliver Yiyun Li det tyste dramas klare stemme.