Anmeldelse: Tarek Omar: Muhamedaneren

Noveller

Tarek Omar:

MUHAMEDANEREN

200 s. 200 kr.

Politikens Forlag

Er udkommet

Nydanskere, 2. generationsindvandrere, danskere med anden etnisk baggrund: Der er mange navne på indvandrerne. Men hvem er de, og hvad tænker de om Danmark, danskerne og sig selv?

Der er f.eks. drengen, der efter idræt får kommentaren: »Din tissemand ser mærkelig ud. Den har ingen hat på« og med et hug føler sig anderledes. Eller Farshad, der vil det danske så meget, at han tæsker løs på den araber, som omdanner pølsevognen til en kebabbod. For nu blot at nævne et par eksempler fra ”MuhameDanerens” mangfoldige persongalleri.

Tarek Omar er journalist ved Politiken og født i Libanon i 1987. Hans mor er syrer, hans far palæstinenser, og familien har boet i Danmark, siden Tarek var spæd. Hans ophav er lige så umiskendeligt arabisk, som hans barndomsland er umiskendeligt dansk, og han har hele sit liv skullet manøvrere rundt mellem to vidt forskellige kulturer.

Det er noget af en udfordring, men det giver samtidig et dobbeltperspektiv på tilværelsen, som Tarek Omar udnytter til fulde i sin debut som forfatter.

Spænder vidt

De realistiske noveller - samlingens ene eventyr falder ikke heldigt ud - spænder vidt, både hvad angår tema, tone og vinkler.

Novellen ”Jernstøberiet” hører til i den charmerende, skælmske ende af repertoiret. Den handler om et lille, men særdeles virkningsfuldt kvindeoprør.

En gruppe muslimske kvinder er blevet isoleret i ghettoen af deres mænd, som nægter dem uddannelse, socialt samvær og byture. Kvinderne forsøger forskellige protester, men først da de iklædt raffineret lingeri og stramtsiddende kjoler har pirret mændene til bristepunktet, bliver kravene opfyldt.

Anderledes barsk og ubehagelig er fortællingen ”Matematikeren” om geniet Nasim. Hans mor er flygtning fra Irak, men selv er han opvokset i Danmark. Op igennem hele skolesystemet scorer han topkarakterer og ender i en forskerstilling på universitet.

Nasim møder lutter velvilje alle vegne, lige indtil han bliver bedt om at skrive noget om indvandring. Som matematiker fokuserer han udelukkende på tal og statistikker, men artiklen læses fordomsfuldt, og han bliver fyret med den begrundelse, at han ikke deler værdigrundlag med resten af fakultetet.

Novellerne viser i uhyggelig grad, at integration er et sandt minefelt af sprængfarlige forventninger og idealer både inden for familien og uden for i samfundet. Personerne støder konstant ind i sig selv, de andre og normerne og slår sig forfærdeligt. Muslimen, der brænder sin kones tørklæder for at gøre hende lige så fri som de danske kvinder, mister hende. Drengen, der møder et vestligt præget frisind hos sine libanesiske slægtninge, flygter ind i moskeen.

Tarek Omar er kritisk, men ikke på den politisk korrekte måde. De umisforståelige pointer svæver blødt undrende gennem luften, og lader ane, at noget så udefinerligt som forståelse mellem mennesker opstår et eller andet sted imellem udblik og indblik.

Så pyt med, at Tarek Omar endnu ikke helt har aflagt journalistens træge vane med at rapportere og redegøre, for de nitten noveller har helt klart en særegen gennemslagskraft.