Nyt engelsk forlag satser på eksklusive novelle-udgivelser på vinyl-plade. Screendump fra www.underwoodstories.com
Den fysiske bog er under pres fra nye elektroniske medier.
Cd'en som musikmedie er overhalet af MP3 og nettet.
Stort set ingen forlag har mod på at udgive en novelle.
Vinylpladen lever kun af nostalgiske grunde.
Alle disse fakta, har den unge englænder Nathan Dunne valgt at ignorere i et nyt eksperiment: Han har dannet et lille selskab, der planlægger to årlige udgivelser af noveller på lp-plade.
Meget passende hedder hans selskab Underwood - opkaldt efter en sang, der nævner en skrivemaskine lanceret i 1800-tallet.
De to første noveller - Clare Wigfalls "Along Birdcage Walk" og Toby Litt’s "The Hare" - er udgivet. Omslaget til novellerne er lavet af den amerikanske tegneserie-forfatter Jordan Crane.
Begge noveller læses op af forfatteren selv.
Om grunden til, at han har taget det usædvanlige initiativ siger Nathan Dunne, der er kunsthistoriker, at han personligt altid har siddet klinet til højttaleren, når radioen har bragt oplæsninger af bøger.
"James Joyce var som reggae for mig," siger han.
Han tilføjer, at lyden på en mp3 er langt mere kold og klinisk end på en vinyl-skive.
Forfatteren Toby Litt, der har indlæst "The Hare" på Underwoods første udgivelse, siger blandt andet til den britiske avis The Telegraph:
"At købe en lp med en novelle er ligesom at give sig selv et løfte om en kort pause fra al japperiet. Når først pladen spiller, så vil den få din fulde opmærksomhed."
Nu skal man ikke vente, at Underwood vil udgive de rene hitliste-stormere. Udgivelserne er relativt eksklusive, idet der kun laves 1.000 eksemplarer af hver udgivelse.
LÆS MERE på forlagets webside.



