Preben Major Sørensen: Nattergalens henrettelse

Preben Major Sørensen:

Nattergalens henrettelse

211 sider, 249 kr.

Anblik

Er udkommet

Preben Major Sørensen er lidt af en kultforfatter. Den slags har vi ikke for mange af. Men jeg kommer nu aldrig til at tilhøre klubben, hvilket ikke skal forhindre mig i at angive et par af årsagerne til forfatterens særstatus.

Den første og vigtigste er, at han er så utilsløret grov, sjofel og grænseoverskridende i sprog og motiver. Ikke mindst er seksualiseringen opsigtsvækkende. Dele af ”Nattergalens henrettelse” er intellektuel porno og bestemt ikke for sarte sjæle med løst kød. Titlen angiver intentionen om at likvidere romantisk forbenede skønhedsidealer.

Måske en nyvitalist

Hans egne forbilleder må være franskmanden Celine, tyskeren Ernst Jünger og måske nogle af de amerikanske fuldemandsforfattere som Bukowski. Filosoffen Nietzsche proklamerede, at man skulle filosofere med en hammer, og tilsvarende skriver Major Sørensen på én gang indigneret og vitalt. Med lidt god vilje kan man rubricere den danske forfatter som en nyvitalist, og vitalismen har spillet en vis rolle hos højrekonservative kunstnere.

Den politiske orientering kan være en anden grund til forfatterskabets nichepopularitet. Vi er for at sige det diplomatisk meget langt fra en kulturradikal frigørelsestænkning - snarere handler det om at skildre tilværelsen som dehumaniseret og om at positionere sig som outsider, marginaliseret. Det er åbenbart dér, de fleste kunstnere helst ser sig, og det uanset om vedkommende ligger til højre eller venstre.

Tafdrups dronningeport

Den mest opsigtsvækkende fortælling i samlingen er ”Tilbederen”, hvor Sørensens fiktive jeg er på besøg hos Pia Tafdrup. Han insisterer på at se hendes ”dronningeport”, og skulle man have glemt det, er det titlen på en af Tafdrups berømte digtsamlinger. Men digter-inden misforstår forespørgslen, for det er ikke en bog, den mandlige gæst vil studere nærmere.

Jeg skal ikke gå i detaljer, men sandt er det, at Sørensen skriver med staveplader og gør alt, hvad han kan, for konstant og uafbrudt at indtage den provokerende attitude, skrive på vegne af de liderlige gamle mænd. Indimellem må jeg indrømme, at der kan være noget elegant misantropisk over stilen. Men det forudsætter, at man kan se bort fra histori-ernes gentagelsestvang og moralen, der hver gang er ned i mudderet, æd lort, knep dig til døde og det, der er værre.

Det værste er, at Major Sørensen og hans venner selv tror, at ”Nattergalens henrettelse” også er stor kunst.

Han er så utilsløret grov, sjofel og grænseoverskridende i sprog og motiver. Ikke mindst er seksualiseringen opsigtsvækkende. Dele af ”Nattergalens henrettelse” er intellektuel porno og bestemt ikke for sarte sjæle med løst kød.”