Mads Kastrup: Mandefald

Mads Kastrup:

MANDEFALD

256 sider, 279 kr.

Gyldendal

Er udkommet

”Mandefald” rummer på sine godt 250 sider 27 korte og meget korte noveller. Novellerne sigter mod den korte og pointerede træfning med det, der findes mellem linjerne i livets store bog: magtforhold på arbejdspladsen, erindringens melankoli, irritation i ægteskabet og den usagte blanding af begær og ensomhed bag disken på en motorvejscafé.

Ind imellem er Kastrup dog mere satirisk, f.eks. når han med en journalist som jeg-fortæller har fået et interview med en kendt kunstner, der i en blanding af komplet utålelig selvfedme og velanbragt sarkasme trækker ham ved næsen fra en ekstremt dyr restaurant og videre ud i byens natlige underliv. Eller når Kastrup, mindre vellykket, bruger dialogformen til at spidde det dårlige forhold mellem mor og voksen søn.

Forstørrelse til romanhelt

Forfatteren er normalt journalist, og man ikke kan sige det sproglige håndværk noget på. Der er præcision i de korte sætninger, der er den enkelhed om de svære ting, som kan være så vanskelig at lave. Denne anmelder finder dog teksterne lovligt forsigtige og formatfaste. Mest brød jeg mig om ”Bedst af fem”, hvor vi følger en forhærdet, men charmerende ungdomskriminel på 17 år og hans socialarbejder.

Denne John Frederiksen med det grimmeste tøj og det komplet umulige hår stiller lørdag nat og guider tørt sin klient igennem en tåbelighed, der involverer en livsfarlig gangsterboss fra Gentofte. Og jeg tænker: Hvor er der bare kedsommeligt mange krimier med politifolk eller journalister.

Kastrup kunne roligt forstørre John Frederiksen op til romanhelt og give os en eller flere krimi-agtigheder med ham i hovedrollen.