Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Lydia Davis - Den trettende kvinde | bog.guide.dk

Anmeldelse af Lydia Davis - Den trettende kvinde

Lydia Davis’ besynderlige mini-tekster er som drømme, man kun halvt husker, men vanskeligt kan ryste af sig.

Noveller
Lydia Davis
DEN TRETTENDE KVINDE

(”Almost No Memory”, 1997)

Oversat af Karen Margrethe Adserballe

177 sider, 199 kr.

Forlaget Vandkunsten


B971418645Z.1_20140913174400_000+GJPFLRNR.1-0.jpg

Romaner er fortællinger, der breder sig mageligt med mange og detaljerede beskrivelser og komplekse handlingstråde. Noveller skærer alt romanens fedt væk. Tilbage står en enkelt handlingsgang, der over få sider bygges op til at kulminere i en pointe. Novellen har mere til fælles med anekdoten eller vitsen, end den har med romanen. Men fælles for roman og novelle er alligevel, at der skal være nok kød på, til at læseren for en stund bliver en del af deres universer.

Sådan er det ikke helt med nu 67-årige amerikanske Lydia Davis’ noveller. For det første skæres ikke bare alt romanfedtet væk, men også en hel del af novellekødet, indtil vi har at gøre med det skrællede skelet. For det andet sørger forfatteren for, at læseren sjældent kommer rigtigt på bølgelængde med det fortalte. Personer beskrives ikke, men omtales bare som ”han” eller ”hun.” Er der flere af dem, kan de endda få numre i stedet for individualiserende beskrivelser.

Nogle af hendes noveller kan være af den sædvanlige længde på 10-15 sider, mens andre kan være så korte som en enkelt sætning. Sidstnævnte kvalificerer sig i kraft af deres korthed til en nyopstået litterær kategori – ”short short stories” eller ”flash fiction” – som synes at have særligt gode eksistensmuligheder i en tid med sms’er og zapper-kultur.

Hvad foregår der?

Man kan nok egentlig hævde, at Lydia Davis slet ikke skriver noveller i traditionel betydning, men form-udfordrende tekster, der tilsyneladende altid har reference til noget selvoplevet, men som alligevel er en form for fiktion. Teksterne byder ofte på refleksioner over det, der sker eller ikke sker. Og de lever ikke op til den traditionelle forventning om en begyndelse, midte og slutning, men er underligt fragmentariske. Pludselig tager de en afstikker uden nogen åbenlys grund. Måske ligner de mere individuelt-kreative blogs på nettet end nogen kendt – trykt – litterær størrelse.

Læseren skal med andre ord både finde ud af, hvad der sker, og hvorfor det lige meddeles på dén måde. Den slags kan være afskrækkende for nogle, men fascinerende for andre.

At fascinationen har domineret de smagsdannende læsere – såsom Jonathan Franzen, der ellers ikke just er kendt for at være kortfattet – vidner den lange række af Lydia Davis’ udmærkelser om, fra opløbet til PEN/Hemingway-priser i 1986 til Fortjenstmedaljen fra American Academy of Arts and Letters samt Man Booker International-prisen, begge i 2013.

Lydia Davis skrev den første af sine ”mærkelige” korte tekster i 1976, da hun var gift med Paul Auster, som hun skiltes fra tre år og en baby senere (det kan man læse om i Austers ”Vinternoter”).

Det var en tekst på 138 ord bestående af to sætninger: en kort, der udgør første linje, og en lang med gentaget, næsten lyrik-agtigt mønster (nogle læser Davis som lyriker), der fylder de næste 12. Hun har selv kaldt denne historie, der er med i den her foreliggende samling og har givet samlingen sin titel på dansk, ”Den trettende kvinde”.

Den ultrakorte historie fortæller om en by, hvor der bor 12 kvinder, foruden en 13., som lige så godt ikke kunne være der, for ingen, hverken mennesker eller natur, værdiger hende nogen opmærksomhed. Men hun bliver bare boende uden at føle sig krænket.

Det er en rudimentær fortælling, der sagtens kunne blæses op til en hel roman om afvigelse, socialt pres, skæbne eller noget andet med fyld i. Men her har vi altså bare lige antydningen, som læseren selv må investere noget mere i.

Enkel mærkelighed

Det er lidt med Lydia Davis’ tekster som med drømme, man kun halvt husker, men vanskeligt kan ryste af sig.

I deres enkle mærkelighed rører de ved noget, der er kendt og fremmed på samme tid. Man kan have vanskeligt ved at komme overens med Davis’ tekster, men de kryber alligevel ind under huden på deres læsere.

Anmeldelse: Rasmus Nikolajsen: Den Ulykkelige Boghandler

19-06-2012: Rasmus Nikolajsen tredelte samling af metafortællinger er yderst underholdende, men efterlader også læseren en smule frustreret – på trods af smilet på læberne. Læs artikel

Anmeldelse af Julio Cortázar - Parkernes kontinuitet og andre noveller

01-08-2014: Med en fornem oversættelse af Julio Cortázars noveller får danske læsere nu mulighed for at møde det tredje navn i en argentinsk trio af fantastiske fortællere. Læs artikel

Anmeldelse af Camilla Christensen - Mere ved jeg ikke

14-06-2014: Fine, underspillede og melankolske noveller fra Camilla Christensen. Læs artikel

Anmeldelse af Alice Munro - Livet

29-05-2014: Ida Jessen og Gudrun Jessen har igen på den smukkeste vis oversat den uovertrufne Alice Munro, der skriver om livet, som vi kender det og ikke kender det. Læs artikel

Anmeldelse af Maja Elverkilde - Det dør man af

27-05-2014: Maja Elverkilde når vidt omkring i sine menneskekyndige noveller, der folder sig ud i fantasifulde variationer over kendte tematikker. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...