Godnathistorier for voksne

Lise Rønnebæk:

GODNAT

180 sider, 199 kr.

Forlaget Verve

Er udkommet

Illustrator og kunstner Lise Rønnebæk debuterede med romanen ”I virkeligheden hedder jeg Nielsen” i 2001. Det var en rundtosset og overgearet kærlighedshistorie, som jeg med skam at melde ikke fattede en brik af og derfor heller ikke var synderlig begejstret for.

Romanen indbragte hende ikke desto mindre Bogforums Debutantpris, så sådan kan man jo tage så grueligt fejl.

Otte år og et arbejdslegat fra Statens Kunstfond senere er hun blevet noget mindre rablende i anslaget.

I sin nye udgivelse har hun bevæget sig fra den totalt absurde, nonsensprægede historie til de mere skævt-realistiske og pointerede fortællinger.

Hun er stadig vild, vulgær og provokerende, men på en mere meningsfuld måde, og i samlingens brede palet af sjofle vittigheder, grafisk prosa, hverdagsskrøner, allegoriske eventyr m.m. skærer hun de mest vanvittige tværsnit ned gennem tilværelsen.

Sød romance og ond satire

Ofte er optikken humoristisk, grænsende til det galgenhumoristiske, men der er også små kære love stories af chagall'sk tilsnit, triste hverdagsstrimler og forstemmende erindringsglimt fra en barndom i 1960'erne.

Personligt kunne jeg godt lempes i søvn med novellen ”Ophør”, som er en lille, sød romance om udsalg og kærlighed og to elskende, som snurrer rundt og rundt om spiret på Vor Frelsers Kirke.

For slet ikke at tale om den erotiske og løsslupne novelle ”Skaldyr”, som fører sin tilhører ind i drømmeland med et gigantisk latterbrøl.

Til gengæld er der ikke så meget som antydning af hyggelig godnatlæsning over den død-ubehagelige novelle ”Zoo”, hvor en kvinde forveksler sin mand med sit kæledyr, en abe.

Her bevæger Lise Rønnebæk sig over i noget, der kunne minde om ond samfundssatire og skåner hverken kvinder eller mænd i udleveringen af deres ucharmerende svagheder.

Ingen pæne omskrivninger

Lise Rønnebæk har en særlig sans for de underdrejede skæbner, f.eks. den unge, naive pige på kollegiet, der er blindt forelsket i en rødhåret, usympatisk Don Juan. Eller ægtemanden, der er ved at blive sindssyg af sin kones evindelige pladdersnak på passagersædet, men ikke magter at sige fra:

»Hun taler nonstop. Gid hun ville klappe i. Bare lidt. Hvorfor kan man ikke være stille sammen? Bare lidt.«

Stilen er rå og grovkornet og uden pæne omskrivninger. Det er barske børnerim for voksne - uden rim, men fulde af gysende fryd og frydefulde gys. Hvis man vel at mærke ikke er alt for sart og sippet.