Peggyfriend og andre øjeblikke

Noveller skildrer et genkendeligt ungdomsunivers.

Lars Holmgaard Jørgensen:

PEGGYFRIEND OG ANDRE ØJEBLIKKE

128 sider, 200 kr.

Høst & Søn

UDKOMMER I DAG

Forsidebilledet på denne novellesamling viser en dreng, der betragter en pige på afstand. Fra pigens fødder og op til drengens hjerte går der tykke, røde ledninger. Cool nok. Men egentlig helt forkert.

For nok er titelnovellen en slags kærlighedshistorie, der starter i cyberspace, men det er kendetegnende for novellerne, at forbindelserne mellem personerne er kortvarige - en slags fejlforbindelse, en elektrisk impuls, der sitrer et øjeblik.

Det er sådanne øjeblikke, som Lars Holmgaard Jørgensen formår at fange og fortælle med både finfølelse og præcision.

Øjeblikkene er primært skildret gennem dialog. Novellernes hovedpersoner er kun løst skitseret, vi skal lære dem at kende ved at læse bag om deres særlige tone, se usikkerheden bag ironien, længslen i jokes om hurtig sex og skarpheden bag ved overdrevent perkerdansk. For det er der, forbindelserne for alvor kommer frem.

Genkendeligt univers


Lars Holmgaard Sørensen formår på en gang at skildre et genkendeligt ungdomsunivers og at give novellerne en ofte overraskende drejning.

Eksempelvis begynder indgangsnovellen ”Peggyfriend” i et tilsyneladende totalt følelsesforladt cybersexforhold og ender i noget, der minder om kærlighed, mens den afsluttende novelle ”Øjeblikke” begynder med en klassisk uskyldig S-togsflirt, men ender i den ultimative kommunikationsbrist - en fejlslutning, der vil noget, da pigen, som den kejtede hovedperson har flirtet med i månedsvis, viser sig at være døv:

»Stiv som en træstamme og med tilbageholdt åndedræt sidder han længe og kigger ud på det snedækkede landskab uden at registrere noget. Da højtalerne nævner hans station, tager han sig sammen. Hurtigt skifter han tilbage til sædet, hvor han altid sidder. Han når at sidde nogle vigtige sekunder, inden han rejser sig for at stige af.«

Strøm til erindringen


Øjeblikket, det vigtige, altafgørende øjeblik, er forpasset.

Novellesamlingens består af fine øjeblikke fuld af respekt for de unge, den skildrer og forhåbentlig når. Enkelte som for eksempel ”Nytårsforsætter” og ”Magneter” stikker stilmæssigt lidt af og bryder det flow, som de øvrige noveller samler sig i, men alt i alt er ”Peggyfriend og andre øjeblikke” en absolut anbefalelsesværdig samling fortællinger for unge og andre, der et øjeblik vil sætte strøm til erindringen.

Har du kommentarer til guide?

Galleri: Noveller

Mest læste på bog.guide.dk
Loading...
 
Loading...
Læs også
Loading...
Jeg har læst
Loading...
TekstlinksAnnonce