Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Julian Barnes - Puls | bog.guide.dk

Alt det, der ikke kan siges

Kortslutninger: Alt for længe har novellegenren levet en stedmoderlig tilværelse i litteraturen. I sin mesterlige nye samling beviser Julian Barnes de korte fortællingers uundværlighed.

Julian Barnes
PULS

(”Pulse”, 2011)

Oversat af Claus Bech

237 sider, 299 kr.

Tiderne Skifter


Med lidt god vilje kan man sige, at novellegenren er lige så gammel som de tre aristoteliske litterære genrer: epik (i dag romaner), lyrik og drama. Både ”Iliaden” og ”Odysséen” består af en mængde mindre fortællinger fra græsk mytologi holdt sammen af Den Trojanske Krig som ramme.

Op gennem litteraturhistorien dukker de korte fortællinger op både i anonyme folkeeventyr og værker med en kendt forfatter.

Man kan bare tænke på Boccacios ”Decameron” og Chaucers ”Canterbury-fortællingerne.”

I 1700- og 1800-tallet udviklede novellen sig sideløbende med den længere fortælling, romanen, og fejrede triumfer i hænderne på Edgar Allan Poe, Guy de Maupassant og Anton Tjekhov. Fra midten af 1800-tallet og 100 år frem stortrivedes den korte form, men er siden kommet til at stå i skyggen af den lange realistiske roman. Og af film og tv, der udfordrer novellens relativt korte opmærksomhedskrav.

Tidligere bragte både aviser, ugeblade, tidsskrifter og radiostationer noveller, men i dag er genrens platforme begrænsede. De store amerikanske glittermagasiner som The New Yorker, Esquire og Playboy bringer dog stadig noveller i stort tal og har en position til at gøre forfatterne berømte.

I Danmark hører novellen ikke længere til i dagspressen, men kan læses i den kulørte ugepresse, i enkeltstående novellesamlinger, og – indtil for nyligt – i DSB’s togmagasin. Sidstnævnte er meget passende, for det var i høj grad togrejsende, der i sin tid brugte novellen som underholdning på de mellemlange rejser.

Luksusnoveller

Når man i dag står med en novellesamling i hånden, føles det således næsten som en bonus i sig selv. De fleste prosafiktionsforfattere prøver ikke kræfter med genren. Alligevel er der nogle, der tør og kan. Man kan blot tænke på Leif Davidsen og Anna Grue fra de seneste år her i landet. I udlandet dyrkes genren også som en slags liebhavergenre.

En novelle er ikke bare en kort roman eller en ufuldendt roman, der er endt i skrivebordsskuffen. Det er et format, der kræver, at forfatteren kan tegne et billede med få, men træffende penselstrøg, fortælle en historie, der ikke viger fra hovedsporet, og som har en markant pointe.

At britiske Julian Barnes kan skrive fængende historier med adresse til både hjerne og hjerte, ved vi fra romaner som den drillende ”Flauberts papegøje” og den civilisationskritiske ”Arthur & George”. At han også kan skrive noveller, ved vi fra ”Over kanalen”, ”Citronbordet” og nu også fra ”Puls”.

Titlen stammer fra den sidste novelle, en historie om en søns oplevelse af sine forældres kærlighedsforhold, mens deres ellers så gode liv er ved at krakelere under snigende, fatal sygdom. Mens sønnen fastholder eksistensen af én og kun én puls i det menneskelige legeme, for han er rationalist, så åbner faderen i sin sygdom op for kinesisk akupunkturs lære om flere samtidige pulser.

Viljen til samvær

Man kan sige, at denne leg med pulsernes flerstemmighed er samlingens iøjnefaldende træk. Fire af novellerne er en slags fortsat historie om middage hjemme hos Phil og Joanna i forstadsrækkehuset. Her sludrer værter og middagsgæster i afslappet form om de samme og samme emner om og om igen, med sex og altings forgængelighed som de centrale og egentlig ikke så behagelige emner. Barnes’ veludviklede frankofili fornægter sig ikke. De fire Phil og Joanna-noveller kunne være intellektuel fransk filmmodus udsat for veludviklet britisk satire.

Ind imellem de fire er der 10 regulære fortællinger, som alle har at gøre med menneskers vilje til samvær, der kortsluttes af manglende evne, når det kommer til stykket. Der er historien om den ældre og døvstumme portrætmaler, der i de gamle dages England rejser rundt og for det meste behandles som tyende. På et tidspunkt får han nok og gør noget ved sagen.

Der er historien om det blinde vidunderbarn i 1700-tallets Wien, der kommer under behandling, men hvis fremskridt er hendes kunsts ødelæggelse. Barnes har udpræget sans for skæbnens ironier, som han også viser det i historien om den italienske hærfører Garibaldi i myte og realitet.

Julian Barnes kan som få andre prosaister håndtere alt det, der ikke kan siges, men som alligevel er mærkbart til stede, når mennesker føler sig famlende frem i spirende eller døende forhold.

Alle novellerne i ”Puls” er perler i en genre, som man ville ønske igen blev mere fremtrædende.

Anmeldelse af Camilla Christensen - Mere ved jeg ikke

14-06-2014: Fine, underspillede og melankolske noveller fra Camilla Christensen. Læs artikel

Anmeldelse af Ida Jessen - Postkort til Annie

19-08-2013: Engang rasede Ida Jessens kvinder, når de blev afvist. Her resignerer de. Det kvindelige behandles med sval ironi i hendes vellykkede nye novellesamling. Læs artikel

Anmeldelse: Anja Otterstrøm: Enebørn

04-05-2010: En rosværdig dansk novelledebut. Læs artikel

Anmeldelse af Alice Munro - Livet

29-05-2014: Ida Jessen og Gudrun Jessen har igen på den smukkeste vis oversat den uovertrufne Alice Munro, der skriver om livet, som vi kender det og ikke kender det. Læs artikel

Anmeldelse af Maja Elverkilde - Det dør man af

27-05-2014: Maja Elverkilde når vidt omkring i sine menneskekyndige noveller, der folder sig ud i fantasifulde variationer over kendte tematikker. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...