Anmeldelse: Julia Butschkow: Der er ingen bjerge i Danmark

Julia Butschkow:

Der er ingen bjerge i Danmark

140 sider, 250 kr.

Rosinante

UDKOMMER I DAG

Julia Butschkow har begået en helt igennem traditionel novellesamling, dvs. der bliver ikke eksperimenteret med genren.

Vi får den uventede drejning, og der fokuseres på få karakterer. Vi får en lukket tekstlig enhed, som rummer klare tolkningspunkter, og et par af historierne kunne godt ryge ind i skolernes danskundervisning. Det er ment som en ros, hvis man skulle være i tvivl.

Sørger over ven

Helt ortodoks er bogen ikke. Den første del har historier, som ender blindt og lever bedst af antydninger, hvorimod den sidste tredjedel består af en novelle, der ikke overlader meget til læserens egen fortolkningslyst. Den udpensler også det følelsesmæssige drama.

Til dens forsvar taler, at ”September” handler om en ældre kvinde, der en dag fornemmer, at hendes gamle ven er død. Og nu sørger hun. De to fik aldrig hinanden, det var måske heller ikke meningen.

Alligevel går der hul på forsvaret og ud løber den klare erkendelse: »Gennem årene har tanken om en dag aldrig at skulle se ind i dine blå øjne igen eller høre din stemme altid været aldeles ulidelig for mig. Den tanke har alle dage fyldt mig med angst til bristepunktet.«

Heldigvis for det opbyggelige formår den sårede kvinde at transformere sorg til livsmod ved nu fuldhjertet at kunne efterleve det motto, som den afdøde engang anførte i et brev: »Vær nær dig selv« - ved at dreje det til »Nær mig selv og nær - dig«.

Man kan kalde det for seniorromantik. Eller melodrama på skrift.

Meget forudsigeligt

Bedst er Julia Butschkow i det antydende som i ”Det er helt normalt”, hvor den velpræserverede hustru netop i sin frivole uberegnelighed ikke er helt almindelig, og i den mutte teenage-fortælling, hvor den velbeslåede familie er på ”Danmarksferie”.

Forudsigeligheden er derimod betragtelig i flere andre noveller. Det er slet ikke let at være traditionalistisk nu om dage.