Anmeldelse: Judith Hermann: Alice

Noveller

Judith Hermann:

ALICE

Oversat fra tysk af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad

184 sider, 198 kr.

Batzer & Co.

Det er farligt at være i nærheden af Alice, en yngre tysk kvinde. I hvert fald dør fire af hendes mandlige bekendte i løbet af ret kort tid, foruden at hendes homoseksuelle onkel for år tilbage har begået selvmord.

Dog er det ikke så dramatisk, som det lyder. Eller jo, selvfølgelig er det det, men i den på søndag 41-årige Judith Hermanns suverænt underspillede og fortættede, her desuden stilsikkert oversatte prosa bliver de mange voldsomme begivenheder gengivet helt sart og eftertænksomt, ja nærmest hverdagsagtigt.

Alice har meget forskellig tilknytning til hver af de afdøde i de fem lange noveller, der på mange måder spejler sig i hinanden og er indbyrdes forbundne. Det er nok så meget fortællinger om døden oplevet på anden eller tredje hånd, hvor den uanset afstanden alligevel står og vibrerer, og hvordan Alice og andre reagerer på den før, under og efter.

Mere kompliceret

Selv om Judith Hermann i sin tredje novellesamling mesterligt formår at sige meget med få ord, selv om så enorme spørgsmål som det gælder her, er der endnu mere, der ikke bliver sagt. Igen og igen viser Alices forhold til såvel de levende som de døde sig ved nærmere eftersyn at være langt mere kompliceret, end også hun selv først er klar over.

Det handler ikke så meget om savn i snæver forstand, snarere om fravær. Hvad kommer det til at betyde, hvordan føles det, hvad forandrer det, når nogen begynder at forsvinde ud af ens liv, når de er endegyldigt forsvundet - i hvert fald i fysisk forstand - eller når de som i onklens tilfælde har været det hele tiden?

Og nej, Judith Hermann er både for stor en forfatter og for raffineret en stilist til at give klare svar på noget som helst. Ellers ville fortællingerne heller ikke virke så realistiske, som de gør.