Anmeldelse: Jesper Wung-Sung: Tretten tynde teenagere

Jesper Wung-Sung

TRETTEN TYNDE TEENAGERE

128 sider, 135 kr.

Dansklærerforeningens forlag.

Er udkommet.

Jesper Wung-Sung modtog tidligere i år Kulturministeriets børnebogspris for den dystopiske fremtidsroman ”Kopierne” (Høst & Søn 2010) og udgav i 2009 den uhyggelige og helt fremragende roman om skoleskyderier, ”Ægte brøker” (Dansklærerforeningen 2009).

Han afsøger også i ”Tretten tynde teenagere” det mørke, det grimme og det sære - den del af menneskesjælen, der normalt er gemt allerlængst væk, men som kan dukke op i pressede situationer.

Unge under pres

Og pressede, det er de i hvert fald, teenagerne i de tretten noveller. De lider af kræft, af selvhad, af tvangsforestillinger, de ydmyges og ydmyger, de håner og længes og de prøver desperat.

Den lidt kækt bogstavrimende titel er decideret signalforvirrende, for novellesamlingen er både ud-over-kanten-barsk og ind i mellem helt grotesk læsning med hilsner til både splattergenren og Villy Sørensen.

Talent for det sære

Wung-Sung er allerbedst i beskrivelsen af det pubertære, nørdede drengeunivers af dræbende kedsomhed, naiv leg og vanvittig vold, som i »At gøre sit bedste slår ingen mand af hesten«, mens andre af novellerne kan blive lidt fortænkte i deres kritik af f.eks. plastikkirurgi og overdreven kropsfiksering. Især fordi, at der er en tendens til at lade tiøren falde lige vel tungt i novellernes sidste sætning, så symbolikken går helt op.

Omvendt har novellesamlingen givet plads til et par vilde og vellykkede stilmæssige afstikkere, hvor især ”Ingen tid!”, der i hektisk staccato beskriver en ung mands vanvid, viser forfatterens særlige talent for det sære.