Anmeldelse: Jacob Berner Moe: Nu tuder jeg igen

Noveller

Jacob Berner Moe: Nu tuder jeg igen

179 kr, 137 sider

Gyldendal

Jacob Berner Moes seneste roman, ”Gloria”, var en fin beskrivelse af en helt almindelig mands kvababbelser ved differentieringen mellem pligt og lyst. Hovedpersonen Aksel ville så gerne gøre det rigtige, men endte alligevel med at falde i. Noget lignende er på spil i Berner Moes første novellesamling, ”Nu tuder jeg igen”. I løbet af de 16 korte noveller møder læseren en række almindelige danskere, der også blot ønsker at gøre det rigtige.

Forskellen på de to værker er dog, at hvor Aksel i ”Gloria” mere eller mindre bevidst lader sig drive i fordærv, går det i ”Nu tuder jeg igen” galt i den mellemmenneskelige kommunikation.

To kategorier

I bund og grund er samtlige karakterer i novellesamlingen det, som man med et fortærsket udtryk vil kalde for »gode mennesker«. De vil ikke hinanden noget ondt, men alligevel udvikler hver eneste af de situationsbeskrivende fortællinger sig skævt.

I grove træk kan novellerne deles i to kategorier. Den ene skildrer den mangel på kommunikation, der kan opstå, når to mennesker har været gift i for mange år, og den anden omhandler de besynderlige situationer, der popper op, når generationer og verdenssyn støder sammen.

På den ene side er der ægteparret med vidt forskellige forventninger til, hvad efterlønstiden skal indeholde, ægteparret, der ikke ved, hvorfor det er holdt op med at have sex, og ægteparret, der flygter fra en ellers så hyggelig grillaften. På den anden side er der diskussionen om gulerødder mellem husmoderen og den økologiske datter, og den sønderjyske familie, der får muslimsk besøg juleaften. Novellen om ligusterkvarteret, der kalder til kamp for brugen af Roundup, falder også inden for denne kategori.

Forstå - eller misforstå

Og hele tiden snakker karaktererne forbi hinanden, eller også undlader de at lytte - både til, hvad der rent faktisk bliver sagt, men også til det, der ligger mellem linjerne. Her fungerer novellerne oven i købet på et metatekstligt plan, uden at det dog bliver alt for litteraturvidenskabsagtigt.

Jacob Berner Moe kaster fermt læserne direkte ned i situationerne for 5-10 sider senere abrupt at hive dem op igen. Som i al kommunikation ligger en del af meningen også i formen. Novellerne kan forstås, men de kan også misforstås.

Vigtigst af alt er dog, at der bliver afsendt og modtaget. Og Jacob Berner Moe afsender kort, klart og tydeligt. Man griner lidt, man tuder næppe, men minder sig dog om, hvor vigtigt det er, at vi lytter til hinanden.