Gyrðir Eliasson: Mellem træerne

Gyrðir Eliasson:

MELLEM TRÆERNE (Milli Trjánna)

Oversat fra islandsk af Erik Skyum-Nielsen

219 sider, 249 kr.

Torgaard

Som det vil være gået op for en del, mænd i hvert fald, afprøver Satan under dæknavnet Ikea i disse år en række prototyper på et mere tidssvarende helvede.

Det er derfor rigtigt af forfatteren Gyrðir Eliasson at lade August Strindberg sidde i Ikeas kantine, Strindberg, hvis monumentale midtvejskrise tog form af en (næsten) afsindig sensibilitet over for sære og angiveligt skummelt betydningsfulde sammentræf - indfattet i den (næsten) faste overbevisning, at vi i denne verden allerede befinder os i ”Inferno”, som titlen var på hans bog om den tid i hans liv.

Eliasons af Nordisk Råd prisbelønnede ”Mellem træerne” rummer 47 noveller, eller måske snarere novelletter, de fleste er omkring 4 sider lange, alle suggestive og meget omhyggeligt udarbejdede.

Heri (gen)finder man en dunkel, mystisk fornemmelse af fare og ensomhed. Alt er tilsyneladende, som det plejer, alligevel er noget anderledes, måske er det noget overnaturligt, måske noget psykologisk symbolsk, måske begge dele, måske helt uudgrundeligt.

Uvis betydning

Novelle-genrens traditionelle krav til en slutkadence, gerne med et tvist, indfries som regel, blot er det som hovedregel uvist, hvad det afsluttende tvist helt præcist betyder og indebærer.

At hovedpersonen i ”Den lange dagsrejse” mod slutningen fortæller os, at han ikke vil betjene sig af benzindrevne køretøjer, forstår vi jo nok: Han stod i sin tid og så på, at hans bror blev mast af en tankvogn. Med hvad betyder det, at hovedpersonen i ”Tidens krumning” på en gåtur - dem er der mange af, ture i islandske landskaber - en smuk kvinde lader sig føre ind i et stærkt karbollugtende tuberkulosesanatorium, som han bagefter ikke kan finde igen?

Det blevet revet ned mange år tidligere, viser det sig dagen efter.

»Jeg tog bussen ved middagstid,« slutter han sin lille beretning.

Kaffe med Dylan

Man kan snildt fordybe sig i Eliassons mørke og bitre litteraturkonfekture i Erik Skyum-Nielsens sikre og stemningsfulde oversættelse, og man vil smage mere og få mere hold på de sammenhænge, der bestandigt antydes mellem hovedpersonernes indre og de diskrete eller blatant uhverdagslige indbrud af noget fremmed i det velkendte. Men helt til bunds kommer man ikke, heldigvis.

En af anmelderens favoritter - ud over den med August Strindberg i Ikea - blev vist den muligvis lidt lysere ”Bratschistparret”, hvor (endnu) en ensom mand hører musik fra et hus i nærheden:

»Det var ikke et klassisk værk, de spillede, men en melodi af Bob Dylan. One More Cup of Coffee; for to bratscher og samtidig for mig.«

Og så er den ikke længere.