Jussi Adler-Olsen, Elsebeth Egholm, Anna Grue, Jens Henrik Jensen, Christian Mørk, Ole Tornbjerg og Jeanette Øbro:
LIV FOR LIV
238 sider, 230 kr.
Politikens forlag
En eller anden har fået den idé at lade en håndfuld af vore bedst kendte og sælgende krimi-forfattere bidrage med noveller til en antologi, hvis overskud tilfalder Dansk Flygtningehjælp. På den baggrund er det da også helt naturligt, at alle seks historier har flugten som det centrale tema.
Hos Adler-Olsen gælder det flugten fra det grå og klaustrofobiske hverdagsliv, hos Egholm de socialt udsatte, hos Anna Grue og Jensen flettes et hævnmotiv ind, mens Mørk kæder sin flugthistorie sammen med krigen mod terror, og Tornbjerg og Øbro viser, at flugten også kan være et psykologisk fænomen.
Nogle af novellerne er tangenter til forfatternes igangværende serier, mens andre er selvstændige. Men alle har de deres forfatteres tydelige signatur.
At kunne fortælle en kort historie er en anden kunst end at lade den brede pensel male side efter side i den lange roman. Mange af litteraturhistoriens store fortællere har mestret begge formater.
Hvis man går novellerne efter med en tættekam, kan man nok påvise, at forfatterne er vant til romanens noget større lærred, men som helhed fungerer de korte historier godt.
Kan absolut anbefales som ferie-læsning, og så endda med den tilfredsstillende følelse af det indirekte bidrag til en god sag ved at have købt bogen.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



