Anmeldelse:
Anmeldelse: 3 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Asta Nielsen fortæller... | bog.guide.dk

Velartikuleret stumfilmstjerne

Glimt: Kun de færreste ved, at den berømte skuespiller Asta Nielsen efter filmkarrieren skrev nogle fortryllende erindringsstykker.

Noveller og kronikker
John Chr. Jørgensen (red.) under medvirken af Poul Malmkjær
ASTA NIELSEN FORTÆLLER

166 sider, 198 kr.

Spring


B97614879Z.1_20140403175801_000+GCJBOU9R.1-0.jpg

Asta Nielsen var stumfilmens lysende og feterede stjerne i mellemkrigsårene. Hun debuterede i Danmark i 1910 og blev hurtigt berømt langt uden for landets grænser.

I 1911 førte talentet hende til Tyskland, hvor hun nåede at optræde i hele 70 spillefilm, inden hun i begyndelsen af 1930’rne måtte flytte til Danmark.

Den fremspirende nationalsocialisme skræmte den bevidste skuespillerinde væk fra Tyskland, men hjemkomsten betød, at det var slut med at indspille film. I et interview fra 1968 kalder Asta Nielsen perioden for »årene i lediggang«, men uvirksom var hun ingenlunde.

Erindringsbøgerne ”Den tiende Muse” og ”Den tiende Muse 2”, som udkom 1945-46, blev en stor succes. Anmelderne talte om »stor og uforglemmelig memoirekunst« og fremhævede blandt andet værkets forstandighed og humor.

Mindre held havde hun med de noveller, som hun fik publiceret i forskellige blade, bl.a. Alt for Damerne, i årene 1948 – 52, og alligevel kan de stadig læses med stort og underholdende udbytte.

Fra mindernes pulterkammer

Kritiker og lektor i litteratur John Christian Jørgensen har med hjælp fra filmhistoriker Poul Malmkjær udvalgt tolv af Asta Nielsens noveller og kronikker til bogen ”Asta Nielsen fortæller”.

Samlingen giver et indblik i den skarpe, skælmske og frem for alt menneskekyndige skuespillerindes blik for besynderlige situationer og skæve eksistenser. Selv om historierne er selvoplevede, og de forskellige figurer af mere eller mindre bizart tilsnit er personer, som Asta Nielsen har mødt, hæver hun dem op på et fiktivt niveau.

Det personlige og direkte udspring i et konkret og bevidnet møde glider i baggrunden til fordel for levende portrætter af mennesker, som Asta Nielsen har gemt i hukommelsens pulterkammer.

I den bevægelse fra det private til det mere almene beviser Asta Nielsen sine litterære kvaliteter, og når hun er allerbedst, bliver læseren mærkbart berørt.

”Sangen til Ar”, som efter Asta Nielsens eget udsagn hører til et af de allertidligste minder fra barndommens syv år i Malmø, er præget af denne flydende grænse mellem digt og virkelighed, fordi den voksne, erfarne fortæller forstørrer pointerne.

Fortællingen beskriver, hvordan den syv-årige Asta besøger en dødsmærket lille dreng i nabohuset for at underholde ham, men det sentimentale syn på hans tilstand ligger milevidt fra et barns umiddelbare oplevelse, som det fremgår af følgende:

»Han var kommet til verden, uden at livet havde rørt ved hans pande, det lille legeme havde aldrig svulmet i ubevidst salighed ved et fyldt moderbryst; det var kun moderens tunge forbandelse, under hvilken de næppe åndende lunger skrumpede sammen som papir i ild for at hensmuldre til aske.«

Hjemmebryg og tyrefægtning

Erindringsstykket ”Pullimut” om et sølvbryllup hos Asta Nielsens gartner er anderledes muntert. Det personlige skrives denne gang ind i folkekomediens genkendelige ramme. Man morer sig kosteligt, når hun beskriver, hvordan værtens hjemmebryg får feststemningen i den lille trange lejlighed eksplosivt hurtigt i vejret.

Kronikkerne viser en Asta Nielsen, der tør tale uden omsvøb om sine hjertesager. Kampen mod tyrefægtning var en af dem, men selv om hendes beskrivelser af de maltrakterede dyr er gribende, lykkedes det hende ikke at ændre på forholdene. »De vil aldrig opnå den tilladelse, De ønsker, lige meget hvem de så henvender dem til,« lød det. »Hvorfor ikke,« spurgte hun, og fik som svar: »Tyskland har store økonomiske interesser i Spanien.«

Hos Asta Nielsen bliver den erindrende forfatter, og det erindrede en fortælling, som skuespillerindens berømmelse på ingen måde skygger for. Det er tekst for sig og forfatter for sig, og derimellem en blød, formbar kerne af sandhed. Det giver en oplevelse af hemmelighedsfuld evighed midt i det tidsbundne.

Anmeldelse: Emily Wu og Larry Engelmann: EN FJER I STORMEN

04-07-2007: Var der nogen, der sagde, at mennesket er godt? I så fald må der være tale om en fortrængning, for man skal ikke være særlig kvik for at se, at historien er en lang opvisning i menneskelig ondskab. Og skulle man glemme - det er jo ganske bekvemt indimellem - findes der mennesker, øjenvidner, som kan fortælle det modsatte. Læs artikel

Anmeldelse af Peter Dürrfeld - Hjertet har altid det sidste ord

25-07-2014: Peter Dürrfeld skriver behersket og sobert om alle dem, som han har mistet undervejs, men kunne sagtens have åbnet sit hjerte lidt mere. Læs artikel

Anmeldelse af Mette Holm - Dagbog fra Beijing – 25 år senere. Hvor gik kineserne hen

09-07-2014: Den opdaterede nyudgave af Mette Holms dagbog fra Beijing er uundværlig læsning for enhver, der ønsker at blive klogere på Riget i Midten. Læs artikel

Anmeldelse af Robert Fischermann - At forstå er ikke at tilgive

24-05-2014: Anden Verdenskrig: En usentimental beskrivelse af det ubeskrivelige. Læs artikel

Anmeldelse af Magiske Grønland. Død og drama på Indlandsisen. Eventyrernes Klub fortæller

10-05-2014: Eventyrernes Klub fejrer sit 75-årsjubilæum med nye og gamle beretninger om det fascinerende land og dets mennesker i nord. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...