Anmeldelse: Anna Grue: De Andre

Noveller

Anna Grue:

De Andre

248 sider, 250 kr.

Politikens Forlag

Titlen på Anna Grues novellesamling giver udmærket mening i sig selv, for det er netop forholdet til andre, der går gennem de 10 historier som den røde tråd. Endnu mere mening giver den, når man tager i betragtning, at der er en skjult reference til en berømt vending fra Jean-Paul Sartres skuespil ”Huis clos” fra 1944. Stykket handler om tre afdøde, der for al evighed er lukket inde med hinanden i et lille værelse. »Helvede, det er de andre,« lyder det fra en af personerne.

Der er ganske vist tale om 10 forskellige og selvstændige historier. Men foruden det centrale tema hægtes de sammen af nogle af figurernes næsten tilfældige berøring med hinanden: Et begivenhedsforløb i én sammenhæng bliver bestemmende for, hvad der efterfølgende sker i et andet.

Målrettet ondskab

Læseren kan se fra taksigelserne bagest i bogen, at novellerne blev til under forfatterens ophold i en sydfransk landsby vinteren 2010-2011. En forfatters ophold i et danskejet, sydfransk refugium er på den baggrund et meget passende præludium til samlingen. Men helt i overensstemmelse med det gennemgående tema, med en nogen anden produktiv udgang end for virkelighedens forfatter.

Derfra går det med den ene historie efter den anden, hvor folk spolerer livet for hinanden. Men der er aldrig tale om bevidst og målrettet ondskab. Sagerne kan altid ses fra flere sider.

Som i historien om den ældre mand, hvis alzheimer-ramte kone er på plejehjem, og som ikke vil fælde den blodbøg, som han i sin tid plantede på hendes ønske, men som nu skygger for naboens terrasse. Læseren forstår udmærket, hvordan helvedet bygges op på begge sider af ligusterhækken.

Eller i historien om SAS-stewardessen med modelkroppen, der bliver syg i New York, og hvis helbredelse kommer i karambolage med hendes fysiske modsætning i form af en beundrende kvinde i et venindeslæng, der er ovre for at foretage en ”Sex and the City”-pilgrimsvandring.

To af novellerne former et par, hvor to personer har hurtige, men skæbnesvangre møder med hinanden med 27 års mellemrum, og i andre to drukner en midaldrende kvinde sine omgivelser i en talestrøm, der dækker over en vis desperation.

Udsøgte oplevelser

Man kan fristes til at påstå, at testen for en prosaforfatters evner ligger i novellens udfordring. I romanens lange format kan en svag historie skjules med lag på lag af beskrivelse, osv. I romanen kan læseren tages med på lange ture ud i periferierne, og historien kan få lov at udvikle sig efter andre ansatser end de oprindeligt givne. Det går ikke i en novelle. Her skal historien være skarpt angivet fra første sætning, tempoet skal holdes, og slutningen skal helst have en vis overraskelseseffekt. En novelle minder faktisk mere om en velturneret anekdote eller vits end om den lange roman.

Anna Grues romaner, herunder nogle fine krimier, er karakteriseret netop ved evnen til at holde sig lige i sporet i en stramt komponeret historie. Det gælder i endnu højere grad i hendes noveller. Hvis de har en svaghed, er det en svaghed, der ikke giver anledning til aktuel bekymring.

Eftersom de alle har rod i en meget dansk her-og-nu-virkelighed, betyder det, at de tydeligt signalerer en sidste salgsdato. Så læs dem, mens de er friske. Der venter udsøgte læseoplevelser.