Anders Bodelsen: Varm luft

Noveller

Anders Bodelsen: Varm luft

228 s. Kr. 199.

Gyldendal

Udkommer i dag

Godt halvdelen af Anders Bodelsens første udgivelse i 12 år er årgangs-Bodelsen. Det er fortættede, underspillede historier om pæne, tilsyneladende velorganiserede menneskers skrøbelighed over for en tiltagende kaotisk verden.

Det kan være i den optimistiske udgave, som når i den koket krukkede åbningshistorie ”Comeback” den aldrende, skriveblokaderamte forfatter endelig får skrevet en ny novelle blot for at se den forsvinde sporløst i computeren. Til gengæld kommer der så en historie om det ud af det.

Skriveblokaden er ligeledes temaet i efterfølgeren ”Sommerfuglens vinge”, hvor kunstnerrollen, omgivelsernes forventninger og naturens virkelighed spændes op mod hinanden, mens fortælleren i ”Søster Merete” opdager hidtil ukendte hemmeligheder i sin familiehistorie.

Det kan dog også gå mere katastrofisk for sig, når et ældre ægtepar i titelnovellen lader sig lokke til at se på sydeuropæisk fritidsbolig lige neden for en aktiv vulkan.

Hvor meget direkte selvbiografisk islæt, der er i fortællingerne om forfatterliv og familieforhold, er ligegyldigt. Historierne fungerer i sig selv som en slags tilspidset realisme med store følelsesregistre lige under den fodformede, bedsteborgerlige overflade.

Hans tid er en anden

Hvad man ikke er i tvivl om er, at Bodelsen her er på mental hjemmebane. Lige så lidt som man er om, at han er på meget fjern udebane i de to store noveller, der udgør halvdelen af bogen.

”Steen Baxter. En nabos beretning” er en ualmindelig gumpetung satire over - hvis nogen endnu skulle være i tvivl - Stein Bagger-fænomenet. Bare uden at føje andet til den i forvejen groteske sag end en blanding af naiv forundring på fortællerens niveau og blaseret kynisme på forfatterens.

Lige så distanceret virker kæmpenovellen ”Kompagniet” om et mere gammeldags firmas intriger og fald. Det er som om, Bodelsen mere skriver på sine forestillinger og fordomme om erhvervslivet og den tidsånd, han så udpræget føler sig på afstand af, end på nogen regulær indlevelse, endsige indsigt i den.

Her hæver hans samtidsanalyse sig ikke over de løst henkastede tv-anmeldelser i Politiken, som han fra tid til anden også har skrevet. Det er i de små fortællinger om emner fra hans egen verden og omegn, at man finder glimt af det, som for en del årtier siden gjorde ham til én af sin forfattergenerations stjerner, en slags Klaus Rifbjerg for de forsagte.