Et femstjernet bogmøde

Alice Munro:

VÆK

Oversat fra engelsk af Gudrun og Ida Jessen

368 sider, softcover med flapper, 349 kr.

Gyldendal

Er udkommet

De virker så enkle og ukomplicerede, Alice Munros lange, lange noveller om menneskelige relationer eller ikke-relationer. Som om hun bare er ude på at fortælle, hvad der lige ligger for helt naturligt og uden motiviske bagtanker, men det er kun tilsyneladende.

Den rolige overflade skjuler et svælg af dramaer og forviklinger. Ikke store og heftige, og under ingen omstændigheder spektakulære, men stærke nok til at ændre retningen på et liv og ganske umærkeligt føre det et helt andet sted hen.

Ofte ligger forklaringen på de enkelte personers livsforløb eller adfærd i en lille upåagtet episode, som man først i tilbageblikket tillægger nogen værdi og da som skæbne, selv om der er tale om tilfældigheder.

Det virkeligt skræmmende er, at personerne ikke kan gardere sig og ikke får en mulighed for at vælge. Det er hændelser, som ligger uden for almindelig kontrol, styring og rationalitet. De sker bare. Og følgerne viser sig ofte meget længe efter.

Ged som forløser

Tre af de otte noveller handler om Juliet. De kredser om tre betydningsfulde faser i hendes liv: Mødet med Eric, årene som mor til Penelope og den ufrivillige, smertelige adskillelse fra datteren, der melder sig ind i en religiøs sekt.

Juliet fatter ikke årsagen til den beslutning, og alligevel er forfatteren ond nok til at koble Erics og Juliets erklærede ateisme sammen med datterens åndelige søgen. Det sker uden moralsk bedrevidenhed - forfatteren er netop kun til stede som den, der har valgt og lagt stoffet til rette - men rejser alligevel meget diskret spørgsmålet om vægt og modvægt inden for familien.

Alice Munros sans for det irrationelle i ikke blot tilværelsen, men også i det menneskelige sind får en næsten magisk dimension i novellen ”Væk”, hvor en ged spiller rollen som både forløser og offer i et løgnagtigt, skævt ægteskab. Det geniale er den måde, hvorpå forfatteren fører geden så umærkeligt og stilfærdigt ind i historien, at dens betydning først går op for læseren langt senere.

Og sådan er stilen hele vejen igennem: Let glidende og jævn trods klare udsving i personernes indre liv. Den understøtter dermed den resignation, som novellefigurerne møder deres skæbne med, og som Alice Munro omfatter med en blanding af mild ironi og empati. Måske i et forsøg på at vække en slags eksistentiel trods hos sin læser.

Berørt og betaget bliver man i hvert fald af mødet med denne dybe og intelligente forfatter, som kan forenkle den komplicerede tilværelse uden at forsimple den.