Journalisten, reklamemanden og forfatteren Martin Kongstad blev første prisvinder på årets bogmesse i Forum, da han fik Danske Banks Debutantpris 2009 for novellesamlingen ”Han danser på sin søns grav”.
Prisen på 50.000 kroner samt en statuette, der er skabt af kunststuderende Per Gerhardt Jørgensen fra Det Kgl. Danske Kunst Akademi, blev traditionen tro uddelt i forbindelse med åbningen af BogForum fredag formiddag.
Martin Kongstad har før skrevet bogen "Dengang i 80'erne" sammen med journalistkollegaen Henrik Vesterberg.
Bogforlagene havde i år indstillet i alt 22 debutanter til Danske Bank Debutantpris.
"Bogen er stærk stof. Den handler om identitet. Om forsøget på gennem et liv at bygge sig selv op for at måtte indse, at fundamentet vakler og de bærende bjælker er inficeret af råd og svamp.
I den forstand er bogen almenmenneskelig, og den kradser. Vi møder en klike af ungdomsvenner, som hæmningsløst forbruger tiden ihjel, og vi ser, hvordan penge, champagne og hjerteblod flyder i stride strømme.
Det er ikke velgørende læsning, vores debuterende forfatter trakterer os med, men en skarp og ætsende sædeskildring fra en samtidig observatør," sagde Danske Banks direktør Henrik Normann blandt andet i forbindelse med prisoverrækkelsen.
Debutantprisens jury består i år af fritids- og kulturchef Mona Madsen Solrød Kommune (koordinerende formand for juryen) samt tre repræsentanter for henholdsvis boghandlerne, bibliotekerne og forskningsverdenen: Boghandler Marcus Kühlmann, bibliotekar Rikke Smith samt cand. mag. Anders Busk.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk


