Forfattere klemmes i forlagsmaskinen

Nåleøjet er lille, hvis man skal have en skønlitterær bog udgivet i Danmark. Men Louise Lundberg Claesen ville igennem det.

Mindst to gange så det faktisk ud til at lykkes. Velrenommerede forlag som Per Kofod og Tiderne Skifter gik positivt ind i en redigering af bogen, der blev holdt møder, givet anvisninger og skrevet om, og så gik alt i stå. I måneder. Og år.

Lavede sit eget forlag

Til sidst blev forfatteren så træt af behandlingen, at hun grundlagde sit eget forlag, hvis første udgivelse blev hendes debutroman, ”Camille”.

»Jeg er ikke bitter på forlagene i dag, for samarbejdet med dem har også betydet noget, men jeg var noget forundret over, at man nærmest kan få sin bog antaget og så ikke høre en lyd i meget lang tid,« siger hun.

En tidlig forfatterdrøm

Louise Lundberg Claesen er uddannet cand.mag. i litteraturvidenskab og har siden folkeskoletiden vidst, at hun ville være forfatter. Både før og under sit studium sendte hun ting ind til forlag, fik positiv feedback og var tæt på at få en samling kortprosa-tekster antaget af Borgens Forlag.

Da hun blev kandidat, ville hun forfølge drømmen 100 pct.

Fransk stemning

Et år senere, i sommeren 2005, var hun færdig med romanen ”Camille”, som er inspireret af Paris, hvor hun selv har opholdt sig meget. Romanens sproglige miniaturer, enkelhed og den franske stemning fik hende til at sende bogen til forlæggeren Per Kofod, fordi han udgiver en del fransk litteratur og har en forlagsprofil med vægt på litterær kvalitet.

»Efter kort tid ringede han mig op og ville gerne mødes. Han var interesseret i romanen, og han var god til at se den - også god til at se, hvor der var ting, der skulle skrives mere frem eller ændres. Bogen havde dengang en noget lyserød slutning, som han ikke syntes var realistisk.

Jeg var enig med ham. Vi havde et intensivt forløb, hvor jeg smed alt, hvad jeg havde i hænderne, og skrev om efter hans anvisninger. Jeg finpudsede og arbejdede med sproget i de mindste detaljer,« siger hun.

Pludselig pause

Den håbefulde debutant sendte sit redigerede manus tilbage til Per Kofod med hjertet i hænderne - en følelse af spænding og nervøsitet, som kun vordende forfattere kender.

»Så gik der fire måneder, hvor jeg intet hørte. Det er hårdt at være i den venteposition, for der er meget på spil. Til sidst ringede jeg til ham, men han sagde, at han ikke havde haft tid til at læse den. Han ville kontakte mig snart.

Så gik der igen nogle uger, jeg rykkede for svar, og så ville han læse den og give besked. Ved det første møde sagde han, at jeg godt kunne regne med, at han ville udgive den, men nu lød det, som om det blev et afslag. Og det blev det også.«

Kontakt med nyt forlag

Louise Lundberg Claesen følte sig dårligt behandlet og ræsonnerede, at det måske heller ikke var det rigtige sted at udkomme, når meldingerne var så forskellige. Hun sendte bogen til flere forlag og fik den mest positive respons fra Tiderne Skifter, et velrenommeret lille dansk forlag med en høj litterær profil ledet af den erfarne Claus Clausen.

»Efter fem måneder modtog jeg et brev, hvori de inviterede mig til et møde. De var meget reelle på den måde, at de meldte ud, at de ikke kunne love mig noget. De ville gerne have, at jeg ændrede nogle ting ved romanen, og selv om jeg måske ikke var 100 pct. enig, indvilgede jeg i at arbejde manuskriptet mere i den retning, som de foreslog.«

Deadline på tre måneder

»Man vil jo gerne gå et stykke vej for at blive udgivet. De gav mig en deadline på tre måneder til at redigere den, og det formåede jeg at leve op til ved siden af mit arbejde. Så gik der imidlertid ca. et år og ni måneder, før jeg hørte fra dem igen.

Jeg ringede et par gange, men de havde så travlt, sagde de, og der var nogle, der havde ventet endnu længere på svar end mig. Og til sidst fik jeg afslag af en helt tredje end de to, jeg havde holdt møde med, og hun så helt anderledes på den.«

To år uden svar

Louise Lundberg Claesen havde under den lange ventetid også sendt bogen ind til Gyldendal, som meldte tilbage, at den ville blive læst på redaktionen, og at de ville vende tilbage. Det er to år siden, og hun har stadig ikke hørt fra dem.

»Jeg kender ikke til kutymen i forlagsverdenen, hvornår man får svar, og hvad man kan regne med, men jeg synes, at det har været nogle meget mærkelige forløb. Jeg anerkender det arbejde, som Per Kofod lagde i min bog, og det er jeg meget taknemmelig for, for det hjalp meget.

Folkene på Tiderne Skifter var sådan set også fine nok, de havde øjensynligt bare alt for meget at se til. Men derfor har det nu alligevel været en lovlig hård rejse. Jeg tør godt kalde mig selv zen-mester i tålmodighed efter det,« siger hun.

Grundlagde eget forlag

Mangt en håbefuld forfatter var nok blevet slået hjem efter de oplevelser, men Louise Lundberg Claesen, som ledte efter job, som hendes baggrund i litteraturvidenskab kunne bruges til, fik så ideen at starte eget forlag.

»Det lyder måske mærkeligt, men først havde jeg faktisk ikke tænkt mig at udgive “Camille” selv. Jeg ventede jo stadig svar fra Gyldendal, men jeg stod og havde brug for en bog at starte forlaget med, og så slog det mig, at jeg jo faktisk havde en bog, min egen bog, og helt ærligt, hvorfor ikke udgive den selv?

En stor lettelse

Det var en stor lettelse at tage den beslutning, det var som at få poweren tilbage til mig selv efter alle de år og blive handlekraftig igen. Jeg lavede en hjemmeside og studerede forlagsdrift, og der gik fire måneder, så havde jeg etableret Forlaget Pazunski, og den 15. oktober sidste år udkom ”Camille”, og det var en glædens dag.«

I år er der en børnebog på vej skrevet af Jens Fink-Jensen med illustrationer af Mads Stage, og Louise Lundberg Claesen arbejder selv på en roman ved siden af freelanceopgaver som korrekturlæsning, tekstredigering og novelle-skrivning til ugeblade.

Hun er kommet igennem nåleøjet.