Kulturkampen: Og dødskysset går til...

I mandags uddelte Kunstrådet en nyindstiftet formidlingspris. Det vil sige, at én af kulturlivets største magtfaktorer belønner, som der står, »en person eller en redaktion, som i særlig grad har bidraget til den kritiske kulturjournalistik, eller som har præsteret en selvstændig nyskabende kunstformidling inden for massemedierne.«

Præmissen er dermed omtrent lige så troværdig, som hvis politiet begyndte at belønne kritisk kriminaljournalistik. Eller som da den afdøde reggae-sangerinde Natasjas rasende venstrefløjskampsang ”Giv mig Danmark tilbage” forrige lørdag i Politiken blev taget til indtægt af Ungdomshusets banekvinde, Ritt Bjerregaard.

Baggrunden for den nye pris er nogle vage, udokumenterede påstande om, at den seriøse kulturformidling skal have fået det dårligere i danske medier. Som om kulturkritik overhovedet handlede om formidling.

Det er - udover skolevæsenet - en opgave for kulturindustriens marketingafdelinger. Som man i parentes bemærket jævnligt må undre sig over, at kunstnerne ikke stiller større krav til. Kulturjournalistik og kritik handler tværtimod om at formidle den enkelte avis' kvaliteter. Herunder dens evne til at være kritisk over for kulturlivets institutioner og entreprenører, fra Kunstrådet til den enkelte, selvstændigt erhvervsdrivende digter.

Indspistheden

Timingen styrker heller ikke just påstanden om altings øgede begrædelighed. Prisuddelingen skete nemlig lige efter, at Politiken havde afsløret nedsmeltning i kunsthallen Charlottenborg, at vi her i avisen havde påvist kaos i det danske kulturinstitut i Brasilien, at der i flere medier havde været hed debat om den københavnske bogmesse, og at Information såvel havde sat fokus på indspistheden i det litterære miljø som forsøgt karaktermord på et af landets største forlag.

Formidlingsprisen er på 100.000 kroner. Det er mere end mange kunstnere nogensinde ser af statsstøtte, i særdeleshed på én gang.

Den går i år til Weekendavisens i visse kredse ret kontroversielle boganmelder Lars Bukdahl. Og À propos Informations artikelserie, så var juryens eneste medlem fra dansk avispresse såmænd én af Bukdahls kolleger på Weekendavisen (og blandt Borgens Forlags forfattere).

Men bortset fra det viser valget faktisk klart, hvad det er, Kunstrådet mener med kritisk journalistik og formidling. Det er i virkeligheden det modsatte, og ikke kun fordi Bukdahls enorme netværk og mange kasketter udtrykkelig fremhæves i motivationen, og han selv i sin takketale ligefrem - den var vist ikke gået inden for nogen anden journalistisk genre - råbte hurra for inhabiliteten.

Flittig og skæg

For derudover er den umådelig flittige og jævnligt skægge Bukdahl altovervejende lyrikanmelder af den helt gamle skole, en slags hyperaktiv arvtager til veteraner som Torben Brostrøm og Erik Skyum-Nielsen.

Sådan at forstå, at også romaner primært bliver anmeldt og forfattere vægtet i forhold til form og sprog og æstetik, lidt ligesom når forbrugerredaktioner hengiver sig til blot at sammenligne priser på agurker og hygiejnebind.

Når Bukdahl polemiserer, hvilket sker ofte og højlydt, er det ligeledes ud fra en konventionel opdeling i eksperimenter over for kommerciel spekulation og hittepåsomme sprogjonglører over for forudsigelige realister, gerne med indforståede finter til en snæver kreds.

Helt i hans eget verdensbilledes ånd er det derfor nok hans til tider fikse og muntre formuleringer, man eventuelt læser ham for, snarere end det er for originale indsigter eller uventede synspunkter - »umba-umba-modernisme«, som selveste Klaus Rifbjerg skal have kaldt det.

Rituelle nedgørelser

Lige så rituelle er hans nedgørelser af den bredt anlagte, mere eller mindre realistiske romanlitteratur. Forfatteren Christian Jungersen har overbærende beskrevet det som, at »ingen litterær succes i Danmark er komplet uden et raserianfald fra Lars Bukdahl«.

Så hvad Kunstrådet lader til at have valgt at hylde, er den klassiske idé om den tilsyneladende kvalitetsbevidste og kompromisløse kritiker, der, ud fra en fast overbevisning om hvad der er rigtig og dårlig litteratur, støtter originaliteten og svinger pisken over forlorenhed og kommers.

Selv om man kunne hævde, at hvis Bukdahl virkelig havde været så kompromisløs, havde han vel også afslået at modtage prisen, helt i tråd med Groucho Marx' gamle replik om ikke at ville ind i en klub, der vil have ham som medlem.

Alligevel er det ikke sikkert, at rådet nu også har fundet den mikrofonholder, man synes at have drømt om. For læser man til bunds i Bukdahls artikler, handler de ikke kun om at formidle litteraturen eller forfatterne.

Iscenesættelse

Snarere går de ud på at bekræfte alverden - og ham selv? - i en fortælling om, at Lars Bukdahl er en farlig og vigtig og læst og indflydelsesrig kritiker. En iscenesættelse, han med årene nærmest har udviklet til en kunstperformance i egen ret.

Set ovenfra kan det mest af alt minde om det lille barn, der til den store litterære familiefest stiller sig ud midt på gulvet og råber frække ord i håb om, at nogen af de voksne vil tage ham op og tage ham alvorligt. Det har Kunstrådet så nu gjort, og endda givet ham en rigtig stor, symbolsk is.

Spørgsmålet er derfor, om rådet alligevel ikke er kommet til at satse sin troværdighed på en formidlingsmæssig gøgeunge.

Omvendt betyder statsmagtens officielle omfavnelse af Bukdahl som systemets bedste mand også, at de, der fejlagtigt måtte have været bange for ham, nu i hvert fald bør kunne sove helt roligt.