Jean-Christophe Grangé: Forbarm dig

Krimi

Jean-Christophe Grangé: Forbarm dig (Miserere)

Oversat fra fransk af Agnete Dorph Stjernfelt

600 sider, 300 kr.

Udkommer i dag

Frankrigs ukronede krimikonge, står der på flappen, og det er synd, for krimikonger og dronninger har vi sandt for dyden nok af, både kronede og ukronede. Grangé er noget andet og mere.

Meget fransk i sine herresving og sine plotmæssige æresrunder og gesvejsninger, men også højeffektiv som thrillerforfatter. Og så skriver han virkelig godt, om end svingende, men den seneste opus hører bestemt til de bedre.

Der er gode replikker og sætninger imellem, her i en fin og lydefri oversættelse. Som i øvrigt må have krævet et stærkt hjerte og en stor tolerance for udpenslede, sadistiske beskrivelser, og lad det så tjene som forbrugervejledning: Man skal kunne holde til den slags for at få fornøjelse af historien.

Tempo i historien

Den er der fart på. En organist af chilensk oprindelse findes myrdet på den mest bestialsk tænkelige måde, noget med en meget spids genstand ind i øregangen, hvad der efter det oplyste betyder, at man dør af smerte, simpelthen. Typisk Grangé.

Liget findes i en armensk kirke, ved siden af finder man spor efter barnefødder, og to højst utraditionelle typer politityper sætter en fælles jagt ind.

Voldokine er en politimand med russiske rødder, en anarkistisk sjæl med et udpræget narkomisbrug og et stærkt fokus på pædofile, hvad han mistænkte den dræbte for at have været. Kasdan er pensioneret strømer med armensk blod

i årene, det er sket i hans kirke.

Hver har de altså deres motiver til at jagte morderen på deres helt egen måde, og det går over stok og sten. Et mord bliver til flere, og citater fra Salmernes Bog, kapitel 51, der handler om at blive vasket ren for synd, synes at spille en rolle for morderen, som skriver versefødderne i blod.

Salmen hedder på fransk Miserere, romanens originaltitel.

På mordstedet findes desuden torne af den type, som Jesu tornekrone menes at være lavet af, og vi får afsløret, at det første mordoffer var en torturbøddel og ikke offer.

Ud i modbydelighed

Trådene går tilbage til gamle nazister, som holdt torturskole i Sydamerika og samarbejdede med franske veteraner fra Algier, ikke noget kønt selskab, men vi kigger forbi hos dem alle. Imens hober de sadistiske beskrivelser sig op, både i for- og nutid, der er pinsler og ondskab nok at holde styr på, men jeg synes nu, at Grangé behersker sig lidt denne gang.

Han har måske lige frem noget, han vil sige, om menneskets iboende ondskab og det enkelte menneskes potentiale ud i modbydelighed. Tilmed serveres fine små beskrivende rids af et regnfuldt Paris som scene for det hele, man mærker byen.

Og byen er ikke nordisk, den er latinsk og lettere eksotisk, ligesom Grangé, der er noget befriende andet end den evindeligt skandinaviske (og især svenske) automattekst, som så massivt har erobret krimiscenen, ja, hele litteraturen.

Det er ikke meget fransk krimi, som vi får på dansk, derfor godt, at vi da får Grangé komplet med sadisme og vold så tæt beskrevet, at man næsten er nødt til at springe den over eller i hvert fald læse meget hurtigt.

Mens man sidder og læser, tænker man på, om man virkelig burde læse dette her. Pludselig er bogen slut, alle 600 sider. Det er jo også en slags kvalitet.