Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 af 6
Artiklens emner:
Find mere om:
Historie (valgte)
Historiebog (valgte)
1900-tallet

Xinran: Kinas vidner -stemmer fra en tavs generation

Xinrans nye bog bringer os ind i det hidtil ukendte univers bag Kinas imponerende udvikling.

DOKUMENTATION XINRAN: KINAS VIDNER - STEMMER FRA EN TAVS GENERATION

528 SIDER, 349,95 KR. Rosinante

UDKOMMER I DAG

En 60-årsdag er måske en lidt sen anledning til selvransagelse. Men den kinesiske folkerepublik, som blev dannet for seks årtier siden, og hvis balsamerede stifter, Mao Zedong, stadig æres i sit mausoleum på Den Himmelske Freds Plads i Beijing, har rig anledning dertil.

Maos rædselsregime kulminerede med kulturrevolutionen fra 1966-69, men summen af det var borgerkrig, rødgardisternes hærgen af landets ældgamle kultur, arbejdslejre, hungersnød og summariske henrettelser.

Det har man ikke glemt ude i den store kinesiske provins. Det er herfra, køerne foran mausoleet fyldes op, og det er her, at forfatteren Xinran har hentet sine rystende vidnesbyrd om en nation, som gennem ganske almindelige menneskers udsagn om et folks lidelser nu åbner for Kinas tavse generation i bogen ”Kinas vidner”.

Ikke til højtlæsning


Der er et kinesisk ordsprog, som siger, »at der er en bog i hver familie, som det er bedst ikke at læse højt,«, og den slags bøger har vi fået adskillige af i de seneste år. ”Kinas vidner” slutter sig til rækken af disse bøger, som Xinran med ”The good women of China” fik en plads i allerede i 2002.

I 2005 og 2006 rejste hun gennem Kina på kryds og tværs og interviewede ældre kinesere, som for første gang lukkede op for deres oplevelser under og efter kommunisternes magtovertagelse.

Mange af disse mennesker betragter stadig kommunistpartiet med positive øjne. Mange af dem ser stadig på Mao som ufejlbarlig. »Når vi tilberedte vore grøntsager, så vi Mao selv i urtehaven,« som en af dem, der overlevede Den lange March, siger.

Men der er også mange, som med forbløffende åbenhed sætter spørgsmålstegn ved de kinesiske lederes fejltagelser, og bogen viser også, hvordan der i de kinesiske masser, som Mao mobiliserede med trusler, ydmygelser og vold, stadig var mennesker, som forsøgte at holde fast i den sidste flig af individualisme under kommunistpartiets forsøg på at konformere befolkningen gennem partiets frontalangreb på Kinas grundlæggende institutioner.

En iværksætternation


Nutidens Kina rejser mange spørgsmål, for den kinesiske succeshistorie overdøver fortidens forsyndelser. Men at Mao som en bonde passede sine grøntsager, og at han for mange stadig står som begyndelsen til de ændringer, som skabte det Kina, som vi nu ser, bestyrker sådan set kun én i troen på, at det kinesiske folk uanset de vanskeligheder, som det har gennemgået, har været i stand til at genføde sig selv som en kapitalistisk iværksætternation.

Det er ikke nogen let læst bog, hvor interessant det end er at møde disse mange almindelige kinesere og høre deres vidnesbyrd. For der mangler udpræget en rød tråd, og de mange interview er sat sammen i mere eller mindre tilfældig orden og uden egentlig sammenhæng.

Men det ændrer ikke den kendsgerning, at det er en vigtig bog, som i dag vil blive læst højt i de små kinesiske familier og kan være med til at præge udviklingen i det land, som pludselig er kommet så tæt på os alle.

Har du kommentarer til guide?

Galleri: Historiebog

Mest læste på bog.guide.dk
Loading...
 
Loading...
Læs også
Loading...
Jeg har læst
Loading...
TekstlinksAnnonce