W.L. White:
Sovjet bag forhænget
336 sider, 349 kr.
Nautilus Forlag
Er udkommet
Til slut i Anden Verdenskrig rejste den amerikanske journalist William Lindsey White til Moskva som ledsager for formanden for det amerikanske handelskammer. I et par måneder i sommeren 1944 opholdt White sig i Sovjetunionen, rejste omkring og skrev så denne beretning om besøget, som udkom samme år som bog i USA.
White er i modsætning til mange andre vestlige journalister og rejsende i Sovjet en skarp iagttager uden ønsketænkning eller ønske om at dække over systemets fejl. Han redegør skarpt for den sovjetiske centralstyrede økonomis grundlæggende ineffektivitet og refererer med sund fornuft til, hvordan det let løses i USA ved privat initiativ og konkurrence.
Den systematiske censur ind og ud af landet beskrives indgående. Alle Whites reportager fra Moskva blev som alle andre korrespondenters censureret, og uønskede passager strøget. Også viden om kapitalismen blev systematisk hemmeligholdt for sovjetborgerne. Da Sovjet i en propagandafilm vil vise raceuroligheder i USA, blev russerne mest forbavset over, hvor flotte skoene var på de sorte, der fik bank af politiet.
White beskriver også indgående den »konstruerede socialisering« af de baltiske lande siden 1939.
White hævder, at USA's hjælp til Sovjet under krigen var enorm. Han nævner 10.000 amerikanske jagerfly, 210.000 lastbiler og 5600 tanks, som var helt afgørende for udfaldet ved Stalingrad og krigens videre skæbne. Om det er rigtigt, må være spændende for faghistorikere at teste.
White har set gennem det totalitære, som gennemsyrede Sovjet. Det er f.eks. dødsensfarligt for en russer at skrive en biografi om Stalin, fordi den kun må indeholde krybende smiger, og ingen tør vove foretagendet, hvis et ord kunne opfattes som kritik, hvilket ville medføre nakkeskud.
Whites bog blev ved udgivelsen i USA i 1944 mødt med voldsom kritik, og han blev udsat for hadkampagner og personlige angreb. Den amerikanske offentlighed og Roosevelts politik var nærmest blindt naiv i deres indstilling til Stalin, hvorfor Whites bog blev meget dårligt modtaget og anset for fordomsfuld.
Historien viser derimod, at White var en enlig klartskuende svale mellem mange duperede korrespondenter og salonkommunister. Derfor har bogens danske udgave 44 år senere også sin klare berettigelse.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



