Anmeldelse:
Anmeldelse: 6 af 6
Artiklens emner:

Tom Buk-Swienty: Dommedag Als

I andet og sidste bind af sit storværk om den ulyksalige 1864-krig kommer Tom Buk-Swienty tæt på soldaterne på Als og på diplomaternes, politikernes og kongens gerninger bag de lukkede døre. •Bogen præsenterer også kendte og anonyme danskere i samtiden.

TOM BUK-SWIENTY:

DOMMEDAG ALS

29. juni 1964

Kampen om Danmarks eksistens

474 sider, 343 kr.

UDKOMMER I DAG

Gyldendal

Afslutningen på Tom Buk-Swientys epos om Danmarks tabte krig mod Prøjsen og Østrig i 1864 har allerede før udgivelsen trukket en del overskrifter, ikke mindst i Politiken, hvor læserne - på basis af oplysninger i bogen - i Tredje Verdenskrigsudbruds-opsætning blev præsenteret for en sensation:

Kong Christian IX var i juni 1864 villig til at give afkald på Danmarks selvstændighed og tilbød at gøre landet til en delstat i Tyskland, hed det i manchetten - til trods for, at der var tale om Det tyske Forbund, idet staten Tyskland oprettedes syv år senere.

Nyheden kunne bladets medarbejder i øvrigt have læst i professor Roar Skovmands fremstilling i bind 11 fra 1964 i - Politikens Danmarkshistorie.

Uklare grænser

I Buk-Swientys bog gives en mere nøgtern fremstilling af sagen:

Han erkender, at kongens initiativ godt kunne minde om højforræderi eller statskup, men fremhæver, at Danmark på det tidspunkt var et ungt demokrati med uklare grænser mellem de folkevalgte og kongen.

Nok så væsentlig er selve beretningen om Danmarks endelige, sviende nederlag oven på katastrofen på Dybbøl den 18. april. Først forsvarets fatale svigt, da det lykkedes fjenden at tage den danske hær på sengen ved overgangen til Als til trods for mange danske soldater på øen og overlegenhed til søs.

Den glemte massakre

Dernæst den af de fleste glemte massakre ved Lundby syd for Aalborg, da en totalt inkompetent dansk oberstløjtnant, H.C. Beck - efter krigen forfremmet til oberst og tildelt kommandørkorset - trods flere advarsler sendte sine soldater direkte i døden.

Hertil kommer, at Danmark blev styret af en håbløs regering under konseilspræsident D.G. Monrad med en uduelig og forvirret krigsminister - og forhandlingerne i London under våbenhvilen i maj 1864, da de danske forhandlere besat af en uforklarlig stædighed endte med at måtte afstå hele Slesvig, Holsten og Lauenborg, selv om de kunne have opnået en grænse, der ville have ligget, hvor den nuværende er.

Bag det hele lurede Prøjsens indflydelsesrige forbundskansler, Otto von Bismarck, der tre gange afviste tanken om helstaten Danmark som medlem af Det tyske Forbund. Han var alt for klog til at ønske en masse modvillige danskere ind her.

Eminent fortæller


Buk-Swienty gør rede for det alt sammen med klog anvendelse af et enestående kildemateriale. Det bliver naturligvis ikke ringere af, at han også i denne bog er en eminent fængende historiefortæller.

Hans styrke, når han vandrer frem og tilbage mellem situationer på slagmarken, forhandlingerne i Downing Street nummer 10 og statsrådsmøder på Amalienborg er, at han bogen igennem giver sig tid til at dvæle ved, hvordan interessante personer i samtiden reagerede på de unægtelig sørgelige begivenheder for landet.

Således følger vi bl.a. tankegangen hos enkefrue Johanne Louise Heiberg, førhen tidens store danske primadonna, under hendes romance i brevform med den danske politiker og forhandler i London, A.F. Krieger, og den følsomme digter H.C. Andersen, der under hele diskussionen om krigens forløb gemte sig i Søllerød.

Og meget andet spændende.

Bogen er glimrende illustreret og har en masse nyttige oversigter.

Har du kommentarer til guide?

Galleri: Historiebog

Mest læste på bog.guide.dk
Loading...
 
Loading...
Læs også
Loading...
Jeg har læst
Loading...
TekstlinksAnnonce