Timothy Snyder: Bloodlands

Timothy Snyder: Bloodlands

Europa mellem Hitler og Stalin

Oversat af Peter Dürrfeld

556 sider, 400 kr.

Jyllands-Postens Forlag

Udkommer i dag

Det er en meget vigtig bog, der her foreligger i en god dansk oversættelse - blot forstår jeg ikke, hvorfor den engelske betegnelse bloodlands ikke er oversat til blodlande, sådan som det i øvrigt flere gange sker i selve teksten.

Det er den amerikanske historikers påstand, at vi i Vesten har et skævt og stærkt forkortet syn på de menneskeskabte katastrofer, der blev iværksat af de to morderiske totalitære regimer, det tyske og det sovjetiske, i 1930'erne og 1940'erne.

Vi er optaget af de tyske kz-lejre og folkemordet på jøder i Auschwitz, men har overset eller fortrængt, at langt de fleste millioner gik til grunde i de lande, der var så uheldige at befinde sig mellem Tyskland og Rusland i betydningen Sovjetunionen minus Ukraine, Hviderusland og de baltiske lande.

De ufatteligt mange millioner, der blev dræbt eller sultet ihjel, eller som omkom af sygdom og udmattelse i disse blodlande, døde som resultat af et ejendommeligt hadeforhold, som blev afløst af samarbejde for at ende med krig på liv og død mellem det nazistiske og det sovjetmarxistiske regime.

Stalin førte an med folkemordet på ukrainske, russiske og andre bønder i begyndelsen af 1930'erne, da de genstridige bønder og deres familier blev sultet ihjel og senere døde af udmattelse og underernæring i Gulag - formentlig i alt otte millioner.

Anden akt var ”Den Store Terror” i 1937, da formentlig en lille million fortrinsvis jævne bønder og arbejdere blev dræbt ved nakkeskud. Tredje akt bestod af det tysk-sovjetiske samarbejde under Hitler/Stalin-pagten 1939-1941, da 200.000 polakker blev skudt og en million deporteret. I denne periode omkom også polske og andre jøder i stort tal.

Fjerde akt indledtes med det tyske angreb på Sovjetunionen i 1941, der blev indledningen til en race- og udryddelseskrig mod jøder og slaviske folk i Polen, Hviderusland, Ukraine og de besatte dele af Rusland.

Denne krig var af en bestialitet, som slet ikke kendtes på vestfronten. Over tre millioner sovjetiske krigsfanger blev sultet ihjel, og samme skæbne overgik en million indbyggere i Leningrad. En halv million krigsfanger døde som slavearbejdere i Tyskland.

I alt dræbte tyskerne i dette område 10 millioner civile mennesker efter 1941, men havde planlagt at udrydde 30 millioner, hvis det som planlagt var lykkedes at knuse Sovjetunionen.

Det var også her »den endelige løsning af det jødiske spørgsmål« fandt sted, dvs. den organiserede skydning, gasning og kvælning af fem millioner jøder, der fra alle egne af Europa blev transporteret til udryddelseslejrene i Polen, hvis befolkning i øvrigt også som andre slaviske nationer på længere sigt skulle elimineres.

Ingen berøringsangst

Timothy Snyder lider ikke af berøringsangst og kalder en spade for en spade. Han fortaber sig ikke i ideologiske spidsfindigheder og påstår ikke, at de to totalitære regimer var ens, men at de i deres blodtørst, brutalitet og metoder lignede og efterlignede hinanden.

Han skriver i en fortættet stil, og man skal være stærkt koncentreret, når han på de godt 500 sider fører læseren rundt i tid og rum. Hans styrke ligger desuden i, at han ikke udelukkende benytter engelsksproget faglitteratur (som så mange amerikanske historikere gør), men derudover benytter tysk, russisk, polsk og tjekkisk litteratur.

Elev af massemorder

Snyder er ikke den første forsker, der har forsøgt at ændre perspektivet på det blodige 20. århundredes historie. I 2000 udsendte den tyske historiker Dietrich Beyrau bogen ”Schlachtfeld der Diktatoren. Osteuropa im Schatten von Hitler und Stalin” - et værk, som Snyder også anfører i sin litteraturliste.

Der er ikke, som nogen har ment, tale om at relativere Holocaust, dvs. det tyske folkemord på jøder, men om at sætte alle folke- og massemordene ind i en overordnet ramme.

Den amerikanske historiker er selv årgang 1969. Han moraliserer ikke, men hans moralske engagement er hele tiden til stede i fremstillingen af de ufattelige rædsler, hvis baggrund han forsøger at analysere og forklare.

I den forbindelse kunne han godt have nævnt, at Stalin var elev af folkemorderen Lenin, der få år forinden også lod millioner af uskyldige aflive på bestialsk facon, herunder ved at sulte dem ihjel.

Der er ikke tale om at relativere Holocaust, men om at sætte alle folke- og massemordene ind i en overordnet ramme.