Steven L. B. Jensen og Thomas Ekman Jørgensen: 1968 - og det der fulgte

Steven L. B. Jensen

og Thomas Ekman Jørgensen:

1968 - OG DET DER FULGTE

312 sider

Kr. 299.00

Gyldendal

Er udkommet


Studenteroprøret for 40 år siden indgår i den store fortælling, der skabte nutidens Danmark. I 1968 besatte psykologistuderende deres institut og demonstrerede for medbestemmelse. Københavns Universitets rektor, Mogens Fog, var hurtig til at give medindflydelse og viste stor forståelse for de unge. I 1970 gentager oprøret sig med besættelse af rektors kontor og en politisk radikalisering med marxisme på programmet.

Forfatterne er to unge historikere fra Københavns Universitet, begge født fem år efter 1968. Hovedbegivenhederne er velkendte og indgår i alle moderne Danmarks-krøniker, og forfatterne udbygger med flere kilder.

Refererer kun
Bogens store svaghed er, at den kun refererer begivenhederne og forholder sig forbavsende ukritisk til det skete. Atommarcherne i begyndelsen af 1960'erne romantiseres som ædelt og fredeligt. 68-oprøret ses hovedsageligt gennem dets egen selvforståelse, hvor det bestående karikeres og beskrives som udlevet, forældet og utidssvarende, mens det nye bliver forfriskende, fornyende, attraktivt og nødvendigt.

Og så med pæne forbehold overfor overdrivelser og radikalisering.

De få professorer (bl.a. Johs. Sløk), der gjorde modstand, fremstilles ikke fair. Forfatterne konkluderer undervejs, at på trods af en aggressiv marxisme er universitetsverdenen alligevel i dag præget af pluralisme. Et billede der er svært at genkende.

Forfatterne nævner ganske få navne. Oprøret fremstår som en anonym bevægelse, og det er også umuligt at genkende de skæggede og behårede typer på fotoerne, der mest ligner skibbrudne fra en øde ø. Men de aktionerende oprørere med voldelige tendenser lever i dag og kunne interviewes og nævnes med navn.

I disse år sættes studenter- og ungdomsoprøret ind i en større ramme, i Tyskland sammenlignes det med det nazistiske ungdomsoprør i 1930'erne, voldsfascinationen som på dansk grund mundede ud i Blekingegadebanden er dokumenteret i dag, men forfatterne præsenterer kun læserne for et skønmaleri. Finn Ejnar Madsen beskrives som »personificeringen af den oprørske student« og hans forbindelser til Blekingegadebanden nævnes, men uddybes ikke. Både på Aarhus og Københavns Universitet blev konsistoriums møder angrebet, så ledelserne måtte mødes på dækadresser ude i byen.

Hvordan ville vi i dag vurdere, hvis bz'ere, nazister, islamister eller autonome med vold forhindrer samfundets legitime institutioner i at fungere?

Noget vås
Alligevel påstår forfatterne, at venstrefløjens »aktiviteter var altid fredelige,« og »de få, der ville have en voldelig revolution ? vendte netop ryggen til venstrefløjen.« Det er vitterligt vås, som en læsning af venstrefløjspartiernes programmer (minus SF) kunne afsløre. Og selvmodsigende, når de senere skriver, at »den danske venstrefløj i teorien bekendte sig til den voldelige revolution og sjældent principielt kritiserede de voldelige aktioner.«

Studenteroprøret kunne også fremstilles som en religiøs sekt uden virkelighedssans og med en apokalyptisk tro på et revolutionært himmerige, hvis oprør bevirkede afbrydelsen af en lang humanistisk tradition på universitetet.

På et af bogens foto fra et aktivistseminar ses plakater af Ho Chi Minh, Lenin, Che Guevara og Mao, men forfatterne overvejer ikke, hvorfor en håndfuld massemordere blev idoler. Rektor Mogens Fog citeres for, at studenternes angreb på forskningsfriheden ville ende i »den rene nazisme.« Måske havde han ret.

Som forfatterne også gør opmærksom på, mangler der en forskningsbaseret fremstilling af ungdomsoprøret i Danmark. Denne bog bidrager desværre ikke hertil, da det kræver mere konsistens, analyse og kritisk distance.