Anmeldelse: Europas blodige begyndelse og udvikling

STEFFEN HEIBERG:

EN NY BEGYNDELSE

Europas kulturhistorie i Middelalderen

528 sider ill.

399 kr.

Gads Forlag

Er udkommet

Det er en imponerende bedrift, der ligger bag dette værk om europæisk kulturhistorie i en periode på et tusinde år.

På de små fire hundrede sider er destilleret og sammenfattet en omfattende viden, som talrige forskere fra mange lande har tilvejebragt gennem mange års studier.

Her gik man og troede, at Heibergs felt var Danmarks historie i 1500- og 1600-tallet, og så viser det sig, at gammel kærlighed til Middelalderen ikke er rustet, men tværtimod holdt ved lige og udvidet.

Bred definition
”Kulturhistorie” forstås her meget bredt, ikke blot som religion, litteratur, malerkunst og arkitektur, men menneskelivet i bred forstand - de sociale, mentale og kulturelle processer, der prægede Europa i middelalderen.

Bogen behandler således også udviklingen i landbruget, handelen, håndværket og krigskunsten; forholdet mellem pave og kejser, kongemagt og adel og mellem adel og bønder; klostrenes fantastiske organisation, ekspansion og dagligliv får fyldig omtale; europæiske kvinders retsstilling og deltagelse i det økonomiske liv (i modsætning til muslimske kvinders) fremhæves.

Stort set fraværende
Når Heiberg bruger begrebet ”Europa”, tænker han først og fremmest på det, vi i dag forstår ved Vesteuropa plus Byzans. Danmark, som var et udkantområde også efter kristendommens indførelse, nævnes nu og da, men Østeuropa inklusive Rusland, Ukraine og Baltikum er stort set fraværende. De korstog og den germanske kolonisation, der fandt sted i Østeuropa, er kun lige netop nævnt.

Det ville have været spændende også at følge den østromerske kulturs omplantning og fortsættelse i det østlige Europa. Det er et kulturskel, som mærkes den dag i dag, og som har haft større betydning end den marxistisk-leninistiske parentes i det 20. århundrede.

Romerrigets sammenbrud
Værkets titel ”En ny begyndelse” hentyder naturligvis til det ny, der indtraf efter Romerrigets sammenbrud, folkevandringerne og de forskellige germanske folkeslag, der erobrede nye territorier, og hvis idealer og retstraditioner dels blev sat igennem, dels smeltede sammen med antikkens idealer og tradition.

Det Europa, der opstod, blev født i blod og som følge af talrige krige og konflikter, som også fortsatte i tiden efter Middelalderens afslutning for at kulminere i det ekstremt voldelige og ødelæggende 20. århundrede.

Men Middelalderen var ingen ”mørk” tid. Der var meget lys i form af oplysning, udvikling og det, man kalder fremskridt. Heiberg stikker ikke noget under stolen, skaber ikke glansbilleder, men beskriver epoken på dens egne præmisser og uden moraliserende bedreviden - til gengæld med interessante iagttagelser om middelalderlige skikke og idealers eksistens og betydning den dag i dag.

Ubesværet sprog
Hans sprog er ubesværet, præcist og velsignet befriet for moderne floskler. Der er også læst omhyggelig korrektur, og det er vistnok kun på side 395, at noget af teksten er faldet ud.

Der er en del gentagelser, men det gør sådan set ikke noget, at vi en tre-fire gange får at vide, at kirken ejede en tredjedel af al jord. Til gengæld savner man i den grad nogle kort til at holde styr på lande, regioner, byer og korstog.

Forholdet mellem islam og de kristne riger, herunder korstogene, er behandlet sagligt og nuanceret. På baggrund af den islamiske verdens nuværende tilstand forbavses man af den vitalitet og tolerance, der engang var til stede.

I forordet hedder det, at forudsætningen for, at en kultur lever videre, er, at identiteten nedarves og gendannes i hver ny generation. Det sker bl.a. ved, at nødvendige myter er indlejret i religiøse ritualer, sociale vaner, digtning, politiske ideer m.m. Hvis det er sandt, ser det mørkt ud for den europæiske kultur.