Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Der Kieler Frieden 1814, The Peace.. | bog.guide.dk

Anmeldelse af Der Kieler Frieden 1814, The Peace of Kiel, Kielfreden

Historie: Flot essaysamling om Danmark og Norge efter Kielerfreden i 1814.

Historie
Sonja Kinzler (udgiver)
Der Kieler Frieden 1814, The Peace of Kiel, Kielfreden

192 sider, 19.80 euro

Wachholtz Verlag


B97732602Z.1_20140501173443_000+GCICEJ6I.1-0.jpg

Få perioder i vort lands historie har budt på så store tab som første kvartal af det 19. århundrede. Ulykkerne stod i kø: Slaget på Reden i 1801, Københavns bombardement og flådens ran i 1807, statsbankerotten i 1813, Norges afståelse i 1814. Der fulgte en lammende fattigdom. Danmark var Napoleonskrigenes store taber, ikke Frankrig. Talleyrand, den franske udenrigsminister, sad ved hovedbordet under Wienerkongressen i 1815. Frederik VI dukkede uopfordret op fra København og blev anvist et hjørne, hvorfra han kunne følge forhandlingerne, men ikke deltage i dem.

Det mellemstore europæiske imperium, der havde eksisteret siden Middelalderen, var ikke længere. En begyndende nationalstat gjorde sin entré og fik brug for en ny fortælling. Udleveringen af Norge, påtvunget Danmark af svenskerne og englænderne i Kiel, fortonedes og spiller i dag en så ringe rolle i vor bevidsthed, at da man for nylig markerede 100-året for Kielerfreden, lod Danmark på det nærmeste ikke høre fra sig. Tavsheden er også påfaldende i ”Der Kieler-Frieden 1814”, udgivet på tysk med engelske og norske undertekster. Dansk eksisterer ikke.

Vinkelskriverens søn

Af en halv snes bidragydere, alle akademikere begavet med et indholdsrigt og let tilgængeligt skriftsprog, er kun en enkelt dansker. Michael Bregnsbro, lektor i historie ved Syddansk Universitet i Odense, skriver – på tysk – om de bevægede dage i januar 1814, da Frederik VI nægtede at se sit nederlag til de allieredes nordarmé i øjnene, og af sine rådgivere blev betydet, at riget stod foran sin undergang. Først da en østrigsk mægler gav op over for den velkendte kongelige træghed og demonstrativt sluttede sig til Sveriges maksimalkrav, kapitulerede majestæten til fordel for de smågevinster, der fulgte i katastrofens kølvand. Norge tilskødedes svenskerne, englænderne beholdt flåden og Helgoland, men rømmede de besatte kolonier i Caribien og Indien samt Anholt, der havde tjent dem som støttepunkt i Kattegat. Danmark fik Svensk Forpommern og Rygen, som året efter blev byttet med det bedreliggende Lauenburg. De norske bilande forblev under Danmark, hvilket så sent som i 1930’erne skulle føre til en international retstvist mellem Danmark og Norge.

Det var rigets mørkeste time siden Roskildefreden i 1658, og endnu en gang stod arvefjenden Sverige med sejrens pris, denne gang ført af marskal Bernadotte. Denne franske overløber konsoliderede i Kiel sin nyligt erhvervede position som den barnløse svenske kong Karl XIII’s arvtager ved at kompensere for Sveriges tab af Finland til Rusland på bekostning af den 400-årige dansk-norske fællesstat. Napoleon skal have bemærket om Bernadotte, at han var dristig, men temmelig indskrænket. I historiens lys står Bernadotte, søn af en vinkelskriver i Pyrenæerne, som Napoleonskrigenes sande sejrherre, grundlægger af et dynasti, der til denne dag hersker i Stockholm, og som vor egen dronning er rundet af.

Det fortrængte drama

I 11 velfortalte essays, alle smukt illustreret med billeder af de relevante personer og lokaliteter, føres læseren gennem et drama, der forekommer at være fortrængt i Danmark og selvsagt er af andenrangs betydning i England og Tyskland, men står på klippegrund i Norge. Danskernes ”rædselsår” er nordmændenes ”mirakelår”. Norge lod sig ikke bare udlevere, hvilket Bård Frydenlund fra universitetet i Oslo skildrer fint. Kielerfreden gav stødet til Eidsvoll-forfatningen, tidens mest demokratiske grundlov, som nordmændene forsvarede energisk i en kort krig med svenskerne, forestået af den danske statholder Christian VIII, der i mellemtiden havde ladet sig udråbe til konge, men hurtigt stak af til Danmark, hvor man sendte ham til afkøling i Odense. Mod sin vilje måtte Bernadotte stille sig tilfreds med en svensk-norsk union, hvilket gav nordmændene et selvstyre, de aldrig havde kendt under danskerne. Af den nye situation, skriver Dr. Phil Eli Fure, fulgte en norsk patriotisme, der i 1905 endte med unionsopløsningen og oprettelsen af det selvstændige norske kongerige.

Umiddelbart påvirkede Kielerfreden ikke forholdet mellem det egentlige Danmark og hertugdømmerne. Blandt andre Michael Bregnsbro og Oliver Auge fra universitetet i Kiel diskuterer det stemningsskred, der indtraf længe efter 1814. Slesvigholstenerne følte sig – bortset fra befolkningen i det nordlige Slesvig – ikke som danskere.

De var kongens mænd. I Holsten var han deres tyske hertug, i Slesvig deres danske hertug, et dilemma, der i takt med en voksende nationalisme undergravede det resterende imperium, bestående af danskere, tyskere, grønlændere, islændinge, afrikanere, indere og vestindere. Danmark vandt Første Slesvigske Krig i 1850, men tabte følgekrigen i 1864, hvilket indebar afståelsen af Slesvig og Holsten til henholdsvis Østrig og Preussen. At det i samtiden skabte tvivl om Danmarks muligheder for at overleve, er forståeligt. Det skulle dog gå anderledes. Reststaten fandt sig selv som nationalstat, moderniserede, industrialiserede og demokratiserede. Preussen troede sig uovervindelig og fortsatte via krigeriske opgør med Østrig og Frankrig samt Første og Anden Verdenskrig til sin grav i 1945. I den sammenhæng kan Dybbøl ses som en sejr for Danmark og et nederlag for tyskerne.

Guldalderen

Bernd Henningsen fra Humboldt Universität i Berlin giver sin egen, lidt knarvorne, men i ordets bedste forstand overlegne skildring af det udi egen forståelse fattige, lille land, som efter 1814 – mod alle forventninger – trådte ind i sin kulturelle guldalder: Eckersberg, Oehlenschläger, brødrene Ørsted, Rasmus Rask, Baggesen, Grundtvig, H.C. Andersen, Søren Kierkegaard med flere, lidt senere fulgt af Georg Brandes. Alle europæiske skikkelser, der selvfølgelig var danske og anså det fremmede for en berigelse.

I 1814 skrumpede riget fra 380.000 km2 og 2,5 millioner indbyggere til 58.000 km2 og halvanden million indbyggere, den såkaldte helstat, forestået af en absolutistisk konge, der i stigende grad mistede sin legitimitet. Efter 1864 reduceredes territoriet endnu en gang, nu til 39.000 km2, folketallet svandt fra 2,5 millioner til 1,7 millioner. Meget mindre kunne det ikke blive. Henningsen har utvivlsomt ret, når han i sin tekst om Danmarks lange vej fra kulturnation til statsnation påpeger, at selv i dag præges fædrelandet af en nederlagets kultur og mentalitet. Danmark er de jævne syslers land, bondelandet, inde i sig selv, utryg ved de andre, ved det djærve Norge, det aristokratiske Sverige, det kommercielle England, det højt industrialiserede Tyskland – en holdning, som præger debatten om EU i næsten alle dens aspekter.

Dette er en førsteklasses bog – og så til en meget lav pris.

Anmeldelse af Alan Forrest - Napoleon

27-08-2013: Kejser Napoleon I’s regime endte i nederlag og fiasko, men alligevel har han bevaret et image som en stor personlighed. Den britiske historiker Alan Forrest fører læseren tæt på en dygtig propagandist. Læs artikel

Anmeldelse af Mike Rapport - 1848. Det europæiske forår

25-05-2013: Året 1848 i Europa grundigt biograferet gennem en tæt underskov af historiske detaljer og anekdoter. Læs artikel

Anmeldelse: Tom Buk-Swienty: 1864 i billeder

18-04-2012: Tom Buk-Swienty demonstrerer emninent formidlingskunst med sine tre bøger om krigen 1864. Læs artikel

Anmeldelse: Nordjylland under Englandskrigen 1807-1814

08-01-2010: 23 danske og norske forskere beskriver krigen fra begyndelsen af 1800-tallet. Læs artikel

Anmeldelse: Søren J.C. Frost: Fædrelandskærlighed - i landsoldaters breve fra krigen 1848-51?

30-04-2008: Det var så som så med fædrelandskærligheden blandt de danske landsoldater i Treårskrigen. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...