Sofie Lene Bak: Ikke noget at tale om

SOFIE LENE BAK:

IKKE NOGET AT TALE OM

Danske jøders krigsoplevelser 1943-1945

275 sider, 290 kr.

Dansk Jødisk Museum

UDKOMMER I DAG

De danske jøders flugt til Sverige i oktober 1943 er en enestående verdenshistorisk begivenhed, hvordan tingene end vendes og drejes under indtryk af skiftende historiesyn. 95 pct. kom til Sverige og 99 pct. overlevede Holocaust. De tal taler for sig selv.

Men det har til dato også været et overset paradoks, at de danske jøder forsvinder ud af den store fortælling om Besættelsen og historiebøgerne fra det øjeblik, de enten kom i sikker havn i Sverige eller endte i kz-lejren Theresienstadt. Det har betydet, at vilkårene i eksil eller virkningerne af kz-livet (og døden) på det nærmeste er uudforskede.

Det forhold gør Sofie Lene Bak grundigt noget ved med sin bog. Den er det første afkast af Dansk Jødisk Museums forsknings- og dokumentationsprojekt om de danske jøders krigsoplevelser.

I projektbeskrivelsen ligger formålet med og tyngden i bogen. Den vil brede historien ud til at omfatte optakten - til det, som forfatteren plæderer for, at vi skal kalde flugten til Sverige og ikke jødernes redning - og tiden, der fulgte.

Jødernes skæbne skal ikke være indkapslet i Besættelsens tidsramme.

Ofrene blev glemt

Jødernes flugt har altid været en del af modstandsbevægelsens historie. Opmærksomheden har været rettet mod redningsmændene snarere end ofrene.

Ved at sætte fokus på ofrene skete der det overraskende, konstaterer Sofie Lene Bak, at der blev afdækket nye grundfortællinger på et område, der hidtil er blevet anset for at være et af de mest velbeskrevne.

Ved at fortælle jødernes flugthistorie fra dette perspektiv skal bogen også være et opgør med den kollektive og individuelle fortrængning af, at ikke kun deportationen til Tyskland, men også flugten havde omkostninger, der har trukket lange spor ind i nutiden.

Bryder et tabu

Bogens titel refererer til den omstændighed, at de danske jøder efter hjemkomsten til Danmark for det meste om deres oplevelser sagde, at »det var ikke noget tale om« bundende i det forhold, at de næsten var angerfulde over at være sluppet så billigt, mens seks millioner var døde i gaskamrene.

Men selvfølgelig var og er der meget at tale om. Det er bogens store fortjeneste, at den har fået mange af den sidste generation af vidner til for første gang at berette om deres oplevelser.

Bogen bryder også et tabu. Nemlig den forstemmende kendsgerning, at der var tilfælde af antisemitisme i flygtningeforlægninger i Sverige og i den svenske lokalbefolkning. Den var ikke afgrænset til snævre miljøer, og skønt den overvejende havde verbal karakter, var den chokerende for de jødiske flygtninge og afstedkom frygt for tiden efter freden.

Hidtil er der kun blevet talt om »flygtningepsykoser« og misstemninger i beretningerne om danskerne i Sverige.

Kollektiv erindring

Sammensætningen af flygtningelejrene blev med tiden meget blandet, da blakkede personer, der følte jorden brænde under sig i Danmark, også flygtede. Og det er også en kendsgerning, at danske jøder bevidnede, accepterede og måske deltog i klipning af danske kvinder, der havde haft tyske kærester.

De begivenheder er ikke en del af den kollektive erindring. Ikke fordi flygtningene lyver om deres oplevelser i Sverige, men fordi erindringerne er en rekonstruktion af fortiden, som sker i nutiden under stadig påvirkning af den offentlige debat, film og bøger.

Lidelseshierarki

Med bogen lykkes det Sofie Lene Bak at flytte afgrænsningen på den danske historie om jøderne under Besættelsen, så den omfatter eksilets betydning og krigens langvarige eftervirkninger. Hun har blotlagt det lidelseshierarki, som de danske jøder underkastede sig.

»Vi overlevede jo,« var mantraet, der ofte førte over i skyldfølelse. Overleverskyld. Derfor valgte de tavsheden og fik ikke anerkendelse for deres tab og følelsesmæssige sår.

Tavshed kan være invaliderende. Denne bog bryder tavsheden og fortæller om overlevelsens pris.