Mere spændende end en krimi

Shirin Ebad - med Azadeh Moaveni: IRANSKE ERINDRINGER - en kvindes kamp.

Oversat fra engelsk IRAN AWAKENING - One Woman's Journey to Reclaim Her Life and Country.

Hft. med flapper. Ill. 270s. 279 kr. Verve Books A/S.

Er udkommet.


Shirin Ebadi (f. 1947) blev verdenskendt, da hun fik tildelt Nobels Fredspris i 2003. Hun er født og opvokset i Teheran, uddannet jurist - og menneskerettighedsaktivist. Hvad der gør hendes ”Iranske erindringer” til et bekendtskab ud over det sædvanlige, er den vellykkede sammenvævning af forfatterens personlige og ”lille” historie med den ”store”.

En væsentlig årsag til hendes senere gennemslagskraft er opvæksten i en familie, hvor døtrene bliver regnet for lige så meget som broderen. Faderen er så lidt patriarkalsk, som man overhovedet kan forestille sig på den tid, og lighed mellem kønnene bliver indprentet i hende ved eksemplets magt. Hun er intelligent, flittig og dygtig og ender som dommer allerede i 1970 - en meget høj og usædvanlig stilling for en iransk kvinde, hvilket da også får potentielle bejlere til at trække følehornene til sig. Ikke desto mindre lykkes det hende at finde en tolerant ægtemand, som accepterer, at hun har en selvstændig karriere, hvilket i sig selv er fantastisk.

Dekadent hof
At husarbejdet og de to døtre, der siden kommer til, udelukkende er hendes gebet, står imidlertid ikke til diskussion. Træerne vokser ikke ind i himlen.

Bogen giver et indblik i dels de historiske begivenheder, som leder frem til den islamiske revolution i 1979, dels følgevirkningerne af præstestyret og krigen mod Irak i 80'erne. Hadet til USA og Vesten gøres forståeligt på baggrund af, at Irans første demokratisk valgte leder Mossadegh blev væltet ved et kup organiseret af CIA. Ifølge Ebadi går der en rød tråd fra kuppet, som genindsatte den korrupte og upopulære Mohammad Reza Pahlavi ved magten i 1953, til den islamiske revolution, hvor shahen blev styrtet. Hun blev derfor også selv i første omgang tiltrukket af de oppositionelle stemmer, der anråbte Ayatollah Khomeini som deres leder. Her var hun på linie med størstedelen af landet, som i langt højere grad identificerede sig med modstanderne af shahen og hans dekadente hof. Oppositionen talte således ikke bare dem, som blev anført af mullaherne, men også til verdslige nationalister, socialister og marxister. Hun bliver imidlertid klogere. Det tager hende knapt en måned at indse, at i realiteten har hun med sin revolutionsromantik begejstret taget del i sin egen selvudslettelse. De nye magthavere tillader ikke kvindelige dommere og påtvinger øjeblikkeligt alle kvinder at bære hovedtørklæde.

Brat karrierestop
Karrieren ender altså brat, men hun bøjer ikke nakken til trods for risikoen for både at blive fængslet og snigmyrdet. Hun vælger at blive i Iran i modsætning til så mange andre højtuddannede og anvender sin juridiske ekspertise i kampen for kvinder og børns rettigheder i et land, hvor vilkårlige henrettelser, tortur og moralpoliti hører til dagens orden.

Hun overlever ved at være pragmatisk og ved ret hurtigt at indse, at hvis hun virkelig vil gøre en forskel for de undertrykte iranske kvinder, er der ikke andet valg end at arbejde for ligeret inden for islams rammer. For islam kan fortolkes forskelligt, hævder hun. Den kan fortolkes, så den undertrykker kvinder, og fortolkes, så den frigør dem. Hm! Men læs endelig bogen - den er velskrevet og mere uhyggeligt spændende end den krasseste krimi.