Tidiane N'Diaye: Der Veschleierte Völkermord - Die Geschichte des muslimischen Sklavenhandels in Afrika

Historie

Tidiane N'Diaye:

Der Veschleierte Völkermord - Die Geschichte des muslimischen Sklavenhandels in Afrika (oversat fra fransk)

254 sider

Rowohlt Verlag, 23,31 euro

Den atlantiske slavehandel fra Afrika er velkendt gennem bøger og film, men slavehandlen østpå til den arabiske verden er mere ukendt.

Det forsøger den fransk-senegalesiske antropolog og muslim Tidiana N'Diaye at råde bod på med sin bog ”Det tilslørede folkemord”. Mens den europæiske slavehandel begrænsede sig til et par hundrede år i 1700- og 1800-tallet, har den arabiske slavehandel fundet sted siden 700-tallet og helt ind i det 20. århundrede. Det begyndte i 652, da Emir ben Said forlangte 360 slaver årligt af kongen af Nubien. I de følgende århundreder trængte arabiske slavehandlere i takt med islamiseringen ind i Afrika, dels gennem Sahara og dels langs østkysten.

Allerede David Livingstone og H.M. Stanley bevidnede i 1800-tallet karavaner af slaver fra indlandet ud til Afrikas østkyst, men omfanget har været svært at fastslå.

Dødbringende transport

17 mio. mennesker har ifølge N'Diaye mistet livet som følge af slaveriet, men ofrenes antal er sikkert langt større. Slavetransporterne fra Nordafrika og Østafrika, fra Timbuktu og Zanzibar, havde mange ofre på lange dødsmarcher ud af Afrika, tre ofre for hver slave, der nåede frem, vurderer N'Diaye. Dernæst fulgte før videresalg for mændenes og drengenes vedkommende kastration, som igen medførte stor dødelighed som følge af infektioner (kun en fjerdedel overlevede ifølge N'Diaye).

De mandlige slaver blev bl.a. brugt som soldater, og det var almindeligt med betragtelige hære med slavebaggrund. Det osmanniske riges armeer havde i 1700-tallet et stort antal sorte krigere. De kvindelige slaver blev brugt dels som tjenestefolk, dels som elskerinder. I 1856 berettede en antislavery reporter, at i Konstantinopel havde enhver hæderlig mand flere afrikanske elskerinder. Samtidig var der få blandede børn, fordi de fleste blev ombragt.

På grund af den hårdhændede fremfærd mod slaverne, som blev forhindret i at få børn, kalder N'Diaye det et programmeret folkemord. Der er i dag ingen efterkommere fra slaver i den arabiske verden, ingen diaspora.

Bogen går også i rette med tidligere og kendte fremstillinger af Afrikas historie, der kun fokuserer på den transatlantiske slavehandel, ligesom det f.eks. også er tilfældet med Den Store Danske Encyklopædi.

Afrikansk tavshed

Bogen er ingen videnskabelig afhandling, og mange af dens vurderinger bygger på enkeltstående kilder, som det er svært at generalisere ud fra. Mens den atlantiske slavehandel hurtigt mødte moralsk forargelse og offentlig debat, er den østafrikanske slavehandel aldrig kommet ud af skyggen og fortrængningen. Og dens historie er ikke rigtigt udforsket endnu og bliver det måske aldrig.

De afrikanske folk og regeringers egen tavshed omkring slaveriets grusomhed kalder N'Diaye for et ”Stockholm-syndrom”, især når mange af landene i dag er gået sammen med de arabiske lande om kun at fordømme Vestens forbrydelser, som godt nok har de samme moralske dimensioner, men trods alt har været kendte og fordømte i over 100 år.