Søren Mørch: Vældige ting - 63 fortællinger om verden, som den er

Fortællinger

Søren Mørch - Vældige ting - 63 fortællinger om verden, som den er

543 sider, ill., 400 kr.

Politikens Forlag

Er udkommet

Den pensionerede historiker Søren Mørch har stadig mange skud i bøssen - og nogle, der er langt skarpere end dem, som han sammen med sin kone netop har affyret mod Socialdemokratiets nuværende ledelse.

Tidligere på året udsendte Mørch murstenen ”Store forandringer”, som indeholdt hans forsøg på at forklare, hvordan den moderne verden er blevet til. Nu foreligger en ny, gevaldig bog af samme omfang, som vil fortælle og forklare »verden, som den er«.

Det er et meget ambitiøst projekt, som ikke er helt fuldbragt, men som indeholder en mængde interessante oplysninger og vurderinger af Europas og Amerikas nyere historie.

Hans forord om sin egen opvækst i ”gamle dage” er en meget konkret illustration af hvor revolutionerende samfundsforandringer, der har fundet sted på kun et halvt århundrede.

Meget selvstændig

Mørch er uortodoks og selvstændig, han ligger ikke under for tidens modestrømninger. Han giver åbent udtryk for sine antipatier, og han tager også sig selv med, som bl.a. forordet viser. Om den krigsbegejstring, der forud for Første Verdenskrig fandtes hos unge og forhenværende unge, i kunstner- og akademikerkredse, blandt højere funktionærer og erhvervsdrivende med videregående uddannelser har han denne tilføjelse:

»Det var mennesker fra de samme sociale lag og med samme slags baggrund, der i 1960'erne og 1970'erne stod for ungdomsoprøret og marxismen, og som i det 21. århundrede blev islamister. Han kalder også nazismen for et ungdomsoprør.«

Internettet?

Sproget flyder ubesværet og er krydret med udtryk og vendinger fra talesproget - nogle gange lidt manieret. Fremstillingen er undertiden for detaljeret med mange unødvendige biografiske og andre oplysninger - f.eks. Dreyfus-affæren i Frankrig. Er det internettets mange muligheder, der er på spil?

Mørch mener, at begrebet en intellektuel opstod i forbindelse med denne sag. Men et skrivende menneske, der blander sig i offentlige anliggender ud fra en moralsk stillingtagen og uden kendskab til de sager, der bedømmes, fandtes i Rusland lang tid før. En af de kendte var litteraten Aleksander Herzen .

Tilsyneladende er alle de »gevaldige« personer, der har gjort en forskel i historien, fra Tyskland. I sidste bog var det Luther og Goethe, i dette værk er det Bismarck.

Ifølge Mørch var Tyskland før den nazistiske katastrofe Europas førende kulturnation. Hvordan måles det? Var Napoleon ikke også gevaldig? Og Hitler for den sags skyld? Hvad med Churchill? For ikke at tale om Peter den Store eller Stalin.

Mørchs historieskrivning er meget koncentreret om Centraleuropa og de angelsaksiske stater.

Man savner behandling af det eksperiment, som bolsjevikkerne gennemførte i Rusland - det var jo i deres selvforståelse det mest moderne af alt. Bogen har et lille afsnit ”Hammer og segl” om den statue af en arbejder og en kholhozkvinde, der var Sovjetunionens varemærke på verdensudstillingen i Paris i 1937. Det er alt.

Manglende mønster

Beskrivelsen af jernbanernes betydning er givende. Kapitlerne om krig, den tyske katastrofe og den moderne fødevarefremstilling er ligeledes tankevækkende. Det samme gælder Mørchs udsagn om, at det bliver vanskeligere og vanskeligere at påvise en form for lovmæssighed eller mønster, der kan forklare den historiske udvikling.

Mørch kan ikke lide føleri, kommen-hinanden-ved og religion. I stedet for kristendom og religion anbefaler han »affortryllelse« (Max Weber), som skal erstatte »den romantiske fornemmelse«.

Ja, det moderne projekt er ligefrem affortryllelse, intellektualisering og rationalitet som modstykker til følelsen, begejstringen, troen og tilliden. Det lyder ikke rart.

Ting blandes sammen

Han blander her tingene sammen. Utopien om et samfund bestående af individer frigjort fra religion er jo i en gevaldig krise.

Det ærgrer Søren Mørch, at han ikke kan lade være med at forholde sig moralsk vurderende til historiske fænomener, fordi han er af den opfattelse, at bedømmelser, kategorier som godt og ondt, er indskrænkende for den historiske erkendelse.

Det skal han nu ikke være ked af. Ikke at forholde sig moralsk til et fænomen som de nazistiske forbrydelser ville jo være perverst.