Anmeldelse: Søren Billeschou Christiansen og Rasmus Hyllested: På den forkerte side

Anden Verdenskrig

Søren Billeschou Christiansen og Rasmus Hyllested: På den forkerte side - De danske landssvigere efter befrielsen

308 sider, 299,95 kr.

Aarhus Universitetsforlag

Den usvækkede interesse for tabernes skæbne under og her især efter Besættelsen har kunnet bære endnu en udgivelse.

Det er der kommet en interessant og historisk vægtig bog ud af, selv om temaer, personkreds og især billedvalg bærer præg af, at bunken er vendt endnu en gang.

Det forhold har de to forfattere selv medvirket til. Bogen baserer sig nemlig på deres ti år gamle speciale, som professor Claus Bryld var vejleder på. I de forløbne år har de to bl.a. bearbejdet det samme materiale til to biografier over kaptajn Erik Lærum og revisionisten Aksel Olsen til det monumentale værk ”Over stregen” redigeret af John T. Lauridsen.

Af de øvrige fra bogens ”rolleliste” var NSU-medlemmet Vagner Kristensen en af hovedpersonerne i Mikkel Kirkebæks bog ”Beredt for Danmark” om Nationalsocialistisk Ungdom, og Henrik Skov Kristensen har netop haft Aksel Olesen som en af hovedfigurerne i sit værk ”Straffelejren”, ligesom hofjægermester Jørgen Sehested er en af retsopgørets velbeskrevne personer.

Livet i efterkrigstiden

Når ”På den forkerte side” alligevel bliver mere end et variation over et kendt tema og fremstår som et gedigent historisk værk i egen ret, skyldes det, at fokus her primært er ”tiden der fulgte” for at beskrive, hvordan landssvigerne klarede sig i efterkrigstiden, hvor de blev sat uden for samfundets normale rammer.

Forfatterne anfører selv, at de fem besættelsesår har været genstand for den største danske historiske forskningsindsats.

I de første årtier med fokus på modstandsbevægelsen og den politiske historie, mens tabernes skæbne nærmest blev et tabu. Ingen har hidtil publiceret undersøgelse af, hvordan de godt 40.000 personer mistænkt og interneret som landssvigere klarede sig efter Befrielsen.

Det retter denne bog så op på ved at se på fem kendte skæbner i dette perspektiv: Svend Kofoed-Jensen, stifteren af landsforeningen af 6. maj, Aksel Olesen og avisen Revision, Erik Lærum og Dansk Frontkæmperforbund, Ejnar Jørgensen, nazistpartiets nr. to og initiativtageren til Mindelunden ved Ans, Jørgen Sehested fra Broholm og ungnazisten og frontkæmperen Vagner Kristensen, der forsøgte at føre nationalsocialismen videre i Danmark efter krigen.

En håbløs kamp

De to forfattere blotlægger virtuost det parallelsamfund af udstødte, som landssvigerne blev henvist til efter internering og udstået straf.

Det store flertal dukkede hovedet og søgte glemslens nåde til normaliteten, mens et aktivistisk mindretal søgte rehabilitering med henvisning til retsopgørets urimeligheder, regeringens dobbeltspil og følgende løftebrud og i konstruerede konspirationsteorier som Rostock-myten. Det var en udsigtsløs kamp.

Virkeligheden demonstrerede, at individuelt tilgav offentligheden hurtigt og slusede folk tilbage om ikke på den rigtige side af stregen så dog i samfundet, men kollektivt var der ingen nåde. Landsforræderiet som fænomen kunne ikke tilgives. Derfor var den organiserede kamp for tilgivelse uden selvransagelse håbløs

Bogen burde som nævnt have været udgivet for ti år siden - så ville den have høstet palmer som et banebrydende værk. Nu står den i stedet fint som et konkluderende værk om de mennesker, der overskred kridtstregen og måtte betale en høj pris for det, og hvor tillægsstraffen i form af social udstødelse og et liv i fortielse og isolation ofte var den tungeste.