Rikke Andreassen & Anne Folke Henningsen: Menneskeudstilling

Rikke Andreassen & Anne Folke Henningsen:

Menneskeudstilling

Fremvisninger af eksotiske mennesker i Zoologisk Have og Tivoli

312 sider, 299 kr.

Tiderne Skifter

En bestemt sommersøndag i 1901 havde Zoologisk Have i København mere end 18.000 besøgende. De kom ikke for at se havens dyr, fremgår det af denne bog, men for at se »en gruppe brune mennesker, som Zoologisk Have netop havde modtaget fra Indien. Mænd, kvinder og børn, som var udstillet sammen med eksotiske dyr som elefanter, dresserede bjørne og slanger. Midt i Zoologisk Have havde man opbygget en landsby med palmehytter og ildsteder.«

Man fornemmer straks skandalen: Mennesker udstillet sammen med vilde dyr. Ifølge bogen fandt der mere end 50 sådanne arrangementer sted i årene omkring 1900. Så døde det ud igen.

Forfatterne har fundet et glemt arkiv i en kælder under Zoologisk Have - ja, det udnævnes endda til et hemmeligt arkiv, hvilket nok skal antyde, at nogen har været interesseret i at skjule det - indeholdende breve, regnskabsbøger, kontrakter, fotografier osv., alt sammen kilder til udstillingerne af disse eksotiske mennesker.

Ordet eksotisk

Ordet eksotisk er i øvrigt et, som forfatterne har det svært med: »Med betegnelsen eksotiske mener vi ikke, at de udstillede mennesker i sig selv var eksotiske, men at de blev opfattet som sådan i samtiden; eksotiske refererer altså til europæernes holdning til de udstillede og fremmede mennesker, ikke til menneskene selv.«

Sådan slår man knude på sig selv. Så vidt vides betyder eksotisk udenlandsk med særlig henblik på fra de varme lande, så det kan vel kun være fra europæernes synsvinkel. Men er det nedværdigende?

Med forskellige linser

Et sjovt materiale er det immervæk, og forfatterne har gjort et stort arbejde ud af at se på det gennem forskellige linser. En af dem er datidens racevidenskab, som ikke ser for godt ud her efter nazismen.

Også en kønsvidenskabeligt vinkel gøres der en del ud af. Bogen er skrevet ud fra en såkaldt socialkonstruktionistisk tilgang, »hvor man taler om, at kategorier som race, køn og seksualitet er sociale konstruktioner.« Det handler ikke om, hvordan tingene er, men hvordan de italesættes.

I fokus er danske fordomme om race, og forståelsesvinklerne er hentet i Edward Saids orientalisme og Frantz Fanons voldelige postkoloniale marxisme.

Som et realityshow

Selve udstillingerne var en mellemting mellem fjernsynets realityshows i dag, og de freak-shows, der fandtes dengang, hvor man viste grader af misdannede og besynderlige menneskeskikkelser frem på markeder - skæggede damer og abnormt høje mænd.

I menneskeudstillingerne handlede det mest om at se på de fremmede, mens de forrettede deres banale daglige sysler, madlavning osv. Antropologi var en anden videnskab i fremgang, og antropologer så deres snit til at bruge de udstillede, eksotiske mennesker som studieobjekter - nu de var her.

Megen indignation

Bogen skæmmes af en stor dosis indignation på ofrenes vegne. Det bliver i længden for megen pædagogisk pegefinger, for megen gøren sig til dommer over fortiden. Thi »hvis vi ikke kender fortiden, risikerer vi at reproducere den.« Ja, uha.

At det heller ikke står for godt til i dag, får vi vished om i afslutningen, hvor tidligere kulturminister Brian Mikkelsen (K) lige skal hænges ud som kulturracist. Han citeres for at have sagt, at »en middelalderlig muslimsk kultur bliver aldrig lige så gyldig her til lands som den danske kultur« - hvorved han ifølge forfatterne »trækker på en lang dansk historie, hvor ikke-hvide mennesker er blevet beskrevet og behandlet som underlegne og mindre udviklet end den hvide danske race.«