Richard Overy: FORHØR

Richard Overy:

FORHØR

Det Tredje Riges elite taler ud

Oversat af Peter Mollerup

613 sider, ill. 249 kr.

People'sPress

Er udkommet


Undertitlen er mindre heldig, da det er en af den britiske historiker Richard Overys pointer, at de arresterede notabiliteter fra nazi-Tysklands ledelse anvendte en række strategier for at skjule deres kendskab til og delagtighed i regimets forbrydelser.

Men indholdet er både vigtigt og spændende, og nu får også et dansklæsende publikum mulighed for at stifte bekendtskab med dette værk, som udkom i 2001. Overys indramning af forhørsreferaterne og øvrige kommentarer er en førsteklasses indføring i de mange problemer, der var forbundet med at ville drage de overlevende, ledende nazister til ansvar for deres systems ugerninger.

Skydes på stedet

Winston Churchill var af den mening, at der skulle gøres kort proces: Ved tilfangetagelse og identifikation skulle de skydes på stedet inden for seks timer. Men hans synspunkt vandt ikke genklang hos de andre allierede ledere, og i stedet blev juristerne sat til at finde ud af, hvilket retsgrundlag der kunne anvendes for at anklage de prominente nazister.

Det var en svær opgave, og man blev nødt til at konstruere nogle begreber som "sammensværgelse mod freden" og "forbrydelser mod menneskeheden". Ikke fordi, der ikke var begået uhyrlige forbrydelser. Det var der. Men ifølge gældende folkeret var det f.eks. ikke i sig selv ulovligt at føre krig.

Dilemma med Stalin

Problemerne blev ikke mindre af, at et andet forbryderregime - Stalins - var med på det hold, som skulle anklage og dømme naziregimet. Det fik mange af anklagerne til at lyde hule.

Det var jo ikke alene nazi-Tyskland, der havde ført angrebskrig; Sovjetunionen havde - oven i købet i alliance med Hitler - angrebet og udslettet Polen i 1939 samt angrebet Finland i 1940. Med hensyn til aflivning af uskyldige mennesker stod sovjetmagten ikke tilbage for Hitler og hans kumpaner. Men det så man gennem fingre med.

Det dokumentariske materiale, Overy fremlægger i værket, drejer sig om de afhøringer af fængslede naziledere, som fandt sted i tiden fra deres anholdelse og frem til Nürnberg-processens begyndelse i efteråret 1946. De fleste af de storskrydende mænd afslørede sig snart som nogle lidet imponerende nulliteter.

Flere fik hukommelsestab, værst Rudolf Hess, der sad og stirrede stift frem for sig. Nogle lagde ikke skjul på deres maniske jødehad, andre græd af medlidenhed med sig selv.

Selvbevidste Göring

Den store undtagelse var Herman Göring, der selvbevidst berettede om mange af sine bedrifter herunder indkøb af kunstværker i hele Europa. Hans intellekt og sindsro gjorde stort indtryk, men han afslørede sig (naturligvis) også som en komplet afstumpet og amoralsk person, som ikke i ringeste måde lagde afstand til regimets uhyrligheder, og som anså det for en selvfølgelighed, at han havde beordret en tidligere kammerat dræbt, da denne kom til at stå i vejen for Görings karriere.

Albert Speer afveg også fra de andre ved sin samarbejdsvilje og fattede optræden, og ikke mindst ved, at han erklærede sig medskyldig - dog uden at ville vedkende sig nogen personlig andel i forbrydelserne.

Göring snød krigsforbryderdomstolen ved at tage sit eget liv aftenen før, han skulle have været hængt.

Kan det ske igen?

Det var tidligere lykkedes en anden af de anklagede at begå selvmord i fængselscellen. Speer slap med 22 års fængsel, nogle få blev frikendt. De øvrige fik en løkke om halsen.

Tilbage står de tunge og i sidste instans ubesvarede og ubesvarlige spørgsmål: Var det et tilfælde, at denne bande kunne tilrive sig magten i et højtudviklet europæisk land - og kan det ske igen, at en flok forbitrede og afstumpede middelmådigheder får greb i tøjlerne og dermed mulighed for at få afløb for deres syge aggressioner?