Poul Bredsdorff m.fl.: Hvad si'r de i Aarhus hos teologerne?

Revyhistorie

Poul Bredsdorff m.fl.:

Hvad si'r de i Aarhus hos teologerne?

Blade af teologrevyens historie

335 sider, 300 kr.

Aarhus Universitetsforlag

Engang havde universitetet i Aarhus et teologisk fakultet. Men det lagde løkken om sin egen hals, da det inviterede ikke-faget ”Religionsvidenskab” indenfor. Nu er fakultetet ned- eller sammenlagt med alt muligt andet i én stor skrammelkasse og smidt ud af sine vante lokaler.

Gennem 50 år eller mere havde Det teologiske Fakultet en julerevy, der med sine bedste numre var på højde med de professionelle revyer i landet. Ikke så sært, for fakultetet var et sprælsk miljø, hvor en række usædvanlige personligheder, der var fremragende forskere og lærere, satte deres præg på studenterne.

Det var folk som K.E. Løgstrup, Johannes Sløk, P.G. Lindhardt, Regin Prenter, Jakob Balling, Anders Pontoppidan Thyssen og flere endnu. De trak mange årgange af begavede studenter til universitetet, hvor man allerede før fakultetets tilblivelse i 1942 havde stiftet en Teologisk Forening - i første omgang under ledelse af den første teologiprofessor, Johannes Munck, der også var hovedkraften bag oprettelsen af fakultetet.

På fint papir

Af Teologisk Forening udsprang julerevyerne som en stærk og inspirerende, satirisk tradition.

Ophavsmændene blev siden kendte præster eller universitetslærere, en enkelt i en årrække universitetets rektor, og kreativt talent manglede de hverken fagligt eller som forfattere.

Kalejdoskopisk fortæller bogen her om de sprudlende revyer, og der er aftrykt en stribe af de vittigste viser og sketches.

I sagens natur har den en begrænset målgruppe: Dem, der husker eller medvirkede i revyerne. Man har dog tillagt bogen en sådan vægt, at den blåstemples ved at udkomme på et videnskabeligt forpligtet forlag på fint papir, i hardcover og flot illustreret.

Kontroverser nævnes blot

Sjovest er faktisk balladen mellem den etablerede revykomité og ”Studenterfronten” eller ”fagkritikken”, der fulgte af studenteroprørets marxismenarkomani, og hvis repræsentanters humor og teologiske indsigt var omvendt proportional med deres selvhøjtidelighed og aggressivitet, men kontroversen afhandles kun flygtigt.

Det samme er tilfældet med konflikten mellem K.E. Løgstrup og fakultetet. I en kronik i Politiken havde han beskyldt det for »legal korruption«, hvad der vakte harme, så man arbejdede på at give ham en officiel blodtud. Men sagen løb ud i sandet, skønt Løgstrup havde ret reelt, men næppe juridisk. Stillingsbesættelserne er jo ofte rene vennetjenester. Bogen nævner sagen, men gør ikke noget ud af den.

Ærgerligt, men måske forståeligt nok: Bogen fortæller ikke universitetsstridighedernes historie, men den vitale teologrevys, så den bliver et inferiørt, men charmerende og mindeværdigt stykke dansk kulturhistorie.