Rasmus Mariager (Red.): Danskere i krig 1936-48

Historie

Rasmus Mariager (Red.): DANSKERE I KRIG 1936-48

229 sider, illustreret, 200 kr.

Gyldendal

Der må være en vældig fascination ved krig, for det vælter fortsat ud med bøger om især Anden Verdenskrig. Nu foreligger der endnu en bog om dansk krigsdeltagelse, ifølge forlaget skrevet af en række yngre, velrenommerede historikere.

Den ene af bidragyderne er dog hverken yngre eller historiker, men en ældre politolog, der har skrevet en glimrende oversigt over Danmarks officielle neutralitetspolitik gennem 150 år, der udgjorde rammen om de danske statsborgere, der frivilligt deltog i en række krige i det 20. århundrede: De baltiske nationers selvstændighedskrige og interventionskrigene mod det bolsjevikiske regime efter Første Verdenskrig, på republikkens side i Den Spanske Borgerkrig i 1930'erne, på finsk side i Vinterkrigen mellem Finland og Sovjetunionen 1939-1940, på tysk side på østfronten mod Sovjetunionen 1941-1945 og på britisk side under og efter Anden Verdenskrig.

Danmark nærmest imod

Til sammen drejede det sig om vel en lille halv snes tusinde. Siden har der ikke været nogen før i de allerseneste år, hvor krigslystne danskere har været i krig i dansk uniform ude i den store verden.

Der var også danske statsborgere på den israelske side i Israels uafhængighedskrig. De kunne i teorien være kommet i krig med danske frivillige i de britiske styrker i Palæstina. Endelig skal man ikke glemme de danske statsborgere, der med våben i hånd bekæmpede den officielle danske samarbejdspolitik under den tyske besættelse.

Det er karakteristisk for det officielle Danmarks holdning til frivillige danskeres ønske om at komme i krig, at man nærmest var imod, men alligevel så igennem fingre med hvervning og afrejse. Langt det største kontingent frivillige var de 6.000 danskere (heraf 100 officerer), der kæmpede i Hitlers race- og udryddelseskrig. En enkelt dansk officer avancerede til generalmajor i SS, en anden til regimentschef, og en tredje blev næstkommanderende i en lettisk SS-division. De overlevende blev siden - da krigslykken var vendt - straffet ifølge en lov med tilbagevirkende kraft. De Finlandsfrivillige blev ikke straffet.

Fem skæbner

Redaktøren har valgt at lade forfatterne til de enkelte afsnit beskrive den danske krigsdeltagelse ved at fortælle om en enkelt krigsdeltager. Det drejer sig om kommunisten og fabriksarbejderen Leo Kari i Spanien, den konservative officer Hans Fenger i Finland, nazisten og officeren Per Sørensen, officeren Werner Michael Iversen, der bestyrede et hvervekontor i England under Anden Verdenskrig, og typografen og modstandsmanden Per Christensen, der meldte sig til britisk krigstjeneste efter Anden Verdenskrig.

Sidstnævnte kom i øvrigt aldrig i krig. Det hedder ganske vist, at krigens rædsler var hans faste følgesvend, men rædslerne var nu kun i form af fotos, som man kunne købe hos de handlende i Singapore.

I nazitysk tjeneste

Langt det bedste afsnit er Christensen, Poulsen og Smiths om lægesønnen og SS-officeren Per Sørensen, der faldt i Berlin få dage før Nazitysklands sammenbrud og dermed den endelige løsning på det tyske problem. Hans Fenger faldt nord for Ladoga-søen allerede under sin første træfning, og det i øvrigt interessante og velskrevne afsnit om ham handler derfor i hovedsagen om hans rejse til Finland og forberedelsen til hans korte krigsdeltagelse.

Afsnittet om Per Christensen burde have været renset for en del sprogfejl, ligesom lange citater på engelsk burde have været oversat. (Mon i øvrigt ikke det engelske ”reserves” skal være ”reservations”? Det giver i hvert fald mening). Og det er fortsat forkert, når det hævdes, at Danmark i 1945 blev anerkendt som allieret.

De frivillige i nazitysk tjeneste er bedst belyst. Bortset fra det hjemmetyske element udgjorde de et bredt udsnit af befolkningen.

Det var anti-kommunisme i en perverteret form og nationalsocialisme, der var deres drivkraft. Officererne var ofte drevet af den særegne form for logik, at de ved at kæmpe på besættelsesmagtens side kunne bidrage til at oprette den danske nations ære og afvaske den skamplet, som kapitulationen den 9. april udgjorde.