Po zapisjam Anatolija Tjernjaeva m.fl.: V Politburo TsK KPSS

V Politburo TsK KPSS

Po zapisjam Anatolija Tjernjaeva, Vadima Medvedeva, Georgija Sjakhnazarova 1985-1991

(I Sovjetunionens Kommunistiske Partis Centralkomites Politbureau. Efter optegnelser af Anatolij Tjernjaev, Vadim Medvedev og Georgij Sjakhnazarov 1985-1991)

782 sider

Al'pina Biznes Buks, Moskva 2006

Titlen på bogen er lige så kedelig og intetsigende som gamle sovjeti-ske paroler, og der er absolut intet gjort for at gøre teksten mere indbydende - f.eks. ved at bringe illustrationer.

Men indholdet! Her udfoldes et drama som i en tragedie af William Shakespeare. Vi følger de 8-10 mægtigste mænd i Sovjetunionen og deres syn på det mere og mere uregerlige imperium og den omgivende verden.

Hovedpersonen er den nye zar, der kom til magten i 1985, Mikhail den Sidste, som ville reformere imperiet og partistaten i dens grundvold, men som endte med at tabe det hele på gulvet, og hvis sidste embedshandling derfor var at lukke butikken og slukke lyset ved slutningen af 1991.

Vi kan takke tre af Gorbatjovs rådgivere for disse uhyre interessante indblik i den øverste politiske ledelses tankegang. Der er ikke tale om officielle referater, og de er heller ikke fuldstændige. De afspejler det, som de tre liberale referenter fandt væsentligst. Møderne varede ofte mange timer, og ikke mindst Gorbatjov var kendt for at tale længe. Det er da også ham, der fylder mest i værket.

Det var ham, der sad for bordenden og hele tiden tog nye initiativer og forsøgte at overbevise de andre om, at det var nødvendigt at gå endnu videre ad reformvejen.

Mens man læser, forandres sproget fra det gamle, trætte sovjetiske træsprog til et normalt og spændstigt russisk menneskesprog, hvor tingene siges ligeud. Man fornemmer tydeligt, hvordan især Gorbatjovs dybere og dybere kendskab til den katastrofale sovjetiske virkelighed og den forfalskede historie slår igennem. Man diskuterer »socialistisk ejendom«, og Gorbatjov siger, at folk stjæler uden at være klar over, at det er tyveri. Mangelen på elementære forbrugsgoder drøftes, og Gorbatjov siger sarkastisk, at partiapparatet ikke er bekymret over de tomme butikker, men derimod nervøse ved folks selvstændige initiativ.

Han fortæller en lille dagligdags historie, som siger mere end tusinde bøger: En gammel kone havde oplevet zar Nikolaj 2. på besøg i sin by i 1913 og sammenlignede det med en højtstående kommunists besøg 70 år senere. Mens zaren gik omkring og talte med folk, blev kommunisten transporteret rundt i limousine under omfattende sikkerhedsforanstaltninger, og folk blev jaget langt væk af politiet.



Historisk tragedie
Ved indledningen til reformperioden var ledelsen enig både om diagnosen og kuren: Systemet skrantede og skulle helbredes gennem en kur, perestrojka. Desværre blev patienten mere og mere syg af medicinen og endte med at dø. Flere af de ledende blev betænkelige, men Gorbatjov drev hele tiden på. Der er ingen vej tilbage, sagde han. Andre støttede Gorbatjovs kur. Eduard Sjevardnadze med en fortid i KGB og Kremls mand i sit hjemland Georgien forvandlede sig til radikal reformmand og Georgiens repræsentant i Kreml. Fornemmede de andre ikke, hvad han var ude på?



Tjernjajev skriver i indledningen, at referaterne beskriver reformkursen som en enorm historisk tragedie. Sovjetunionen havde stærkt behov for forandring, men viste sig ude af stand til at klare sin egen fortid. Men man kan også se reformernes opløsende virkning som noget livsbekræftende. Partistaten og imperiet var blevet konstrueret ved hjælp af vold, undertrykkelse, folkedrab og løgn i en målestok, som tager vejret fra én.

Da undertrykkelsen hørte op, tog folk sagen i egne hænder. De arrogante og uduelige kommunister blev jaget på porten, døre og vinduer til omverdenen blev slået op, og undertrykte og koloniserede nationer gjorde sig fri. Selv om ikke alt er blevet lutter lagkage, er det dog langt at foretrække for det, der var.

Det var Gorbatjovs store fortjeneste, at han afstod fra at anvende vold, da udviklingen gik langt videre, end han og hans kammerater i deres vildeste fantasi havde forestillet sig. Og det gælder både for selve Sovjetunionen og det socialistiske Østeuropa.



Krigsøkonomi
Gorbatjov er ligesom Jeltsin en gådefuld person. Hvordan var det muligt for dem at frigøre sig fra årtiers indoktrinering om, at de levede i den bedste af alle verdener? De var begge realister i den forstand, at de sagde nej til løgnen (sådan som Solsjenitsyn for længst havde opfordret befolkningen til) og indså, at det ikke kunne fortsætte i den gamle skure.

»Landet bevægede sig allerede mod afgrunden, da vi kom til,« sagde Gorbatjov senere.

Problemerne var mangfoldige, men bundede alle i den formørkede marxisme-leninisme, der var ophøjet til statsreligion. Den skabte fjender overalt og gjorde det umuligt at orientere sig hjemme og i verden. Systemet hvilede på en krigsøkonomi, som kunne producere kampvogne, kernevåben og raketter i uanede mængder, men ikke forsyne befolkningen med toiletpapir og tandpasta for slet ikke at tale om ordentlige boliger. Folk blev sat i fængsel for at sige, at der ikke var ytringsfrihed - det var jo løgn ifølge den løgnagtige ideologi.



Endnu i 1986 slog KGB-chefen V. Tjebrikov til lyd for en forstærket kamp mod »borgerlig ideologi« og for mere »ateistisk opdragelse«. Men Gorbatjov sagde, at »vi er ikke guder og har ikke svar på alle spørgsmål«.

»Vi er dygtige til at ødelægge,« sagde han ved en anden lejlighed og henviste til det socialistiske landbrugs sørgelige forfatning. Partikongresserne kaldte han »indstuderet teater«.

På et tidspunkt sagde KGB-chefen, at det kunne blive nødvendigt at hidkalde Ivan den Grusomme for at genoprette ordenen i imperiet. Men Gorbatjov sagde, at det snart var på tide at indbyde Jesus Kristus, for at han kunne bespise masserne med fem brød.



Den sovjetiske ledelse bestod overvejende af storrussere, og de kunne ikke slippe deres illusioner om, at det var bedst for de ikke-russiske nationer at være under russisk formynderskab. Gorbatjov talte om russernes integrerende rolle - de var rygraden i det sovjetrussiske imperium. Men det var jo netop dét, de andre nationer var imod. De ville være rygrad i deres egne stater.

Vigtige oplysninger


Referaterne indeholder vigtige oplysninger om Kremls syn på omverdenen, især på USA og Europa. Allerede i oktober 1986 slog Gorbatjov til lyd for, at Sovjet måtte give indrømmelser i spørgsmålet om SS-20-raketterne, der havde sat Vesteuropa under forstærket pres. Oprustningen var blevet en ubærlig byrde for den ineffektive socialistiske økonomi.

»Skal vi da omdanne landet til en militær lejr?« spurgte han sine kammerater.

Gromyko siger, at den sovjetiske militære ledelse gik ud fra, at Sovjet ville vinde, hvis en krig brød ud. Det er mærkeligt at tænke på, at et flertal i det danske folketing havde et langt mildere syn på disse ting.

Det samme gælder den militære styrkebalance i Europa. Gorbatjov, Sjevardnadze, Jakovlev og Dobrynin ønskede, at man holdt op med at snyde med tallene, som man havde gjort i 13 år. Man måtte indrømme, at Sovjet havde en overvægt. Gromyko og militæret gik imod.



Evnen til at høre græsset gro
Det er paradoksalt, at det sovjetiske reformregime havde en mere realistisk opfattelse af Tyskland-spørgsmålet end vesteuropæiske politikere. Margaret Thatcher var ligesom Francois Mitterrand og Willy Brandt imod en tysk genforening. En tysk genforening var for Brandt »en tilbagevenden til fortiden«, og det var hverken muligt eller ønskeligt, sagde han til Gorbatjov.

Statsminister Poul Schlüter ønskede heller ikke Tyskland genforenet. Godt, at realisten Helmut Kohl var i sadlen. Sjevardnadze fortalte efter et besøg i Østberlin i februar 1987 sine kolleger i Politbureauet, at selv hos de østtyske kommunister var ideen om en fælles tysk nation levende. Sovjetunionen måtte derfor tage sagen alvorligt og selv undersøge denne idé.



Få måneder senere - i juni 1987 - stod Ronald Reagan i Vestberlin og opfordrede i en tale Gorbatjov til at rive Berlinmuren ned. Reagan var ligesom Gorbatjov et af disse sjældne mennesker, der kan høre græsset gro. "Eksperterne" i State Department var imod talen.

Godt to år senere, den 3. november 1989, gav Sjevardnadze Reagan ret. Få dage senere rev de indespærrede berlinere selv den hæslige mur ned. Europa blev et anderledes og bedre sted.

kultur@jp.dk