Bag ligusterhækken

Peter Dragsbo:

HVEM OPFANDT PARCELHUSKVARTERET?

Forstaden har en historie

274 sider, 290 kr.

Syddansk Universitetsforlag

Er udkommet

Peter Dragsbos grundige storværk om forstadens historie skulle egentlig have heddet ”Provinsbyforstæder”, en »titel der klang så kedeligt, at den næsten var sexet«, som han selv skriver det.

Alligevel havde den titel nok indrammet bogen bedre. Nu kom den i stedet til at hedde ”Hvem opfandt parcelhuskvarteret?”, og hvad angår det kedelige, så skal man nok være mere end almindeligt interesseret i matrikelopdeling, servitutter, byplanlægning, andelsboligforeninger, byplanlove, zoneopdeling, udstykning og typehuse, hvis man for alvor skal være underholdt.

Og selve parcelhuset, ja det dukker først op lidt sent i bogen.

Forvoksede kolonihaver

Måske skyldes det, at parcelhuset ikke efterlader sig helt de samme spor i form af store planer og tanker. Historien om parcelhuskvarteret er nemlig mest historien om forvoksede kolonihaver, hvor folk, ofte egenhændigt, dannede deres hjem og kvarterer selv.

En bevægelse, der voksede op fra neden og derfor adskiller sig fra de mange grundige byplaner og arkitektegnede utopier, som også hører med til historien om forstaden, og som fylder mest i Dragsbos bog.

For førend vi når til det individualistiske parcelhuskvarter skal vi først høre om byplanlovene. Blandt andet den fra 1938, der pålagde kommunerne at udvikle planer for deres forstæder: Disse mærkelige klumper af beboelse, som efterhånden insisterede på at ligge et stykke væk fra der, hvor folk til dagligt arbejdede.

Kvarterer, der helt og holdent var til at bo og til at leve i. Nu måtte der styr på hele byen.

Ideologiske kampe

Byplanlovene begyndte naturligvis en lavine af ideologiske og klassemæssige kampe om, hvem der skulle bo hvor og hvordan. Der er som bekendt altid visse grupper, som ikke har lyst til at gnubbe matrikelnumre op af hinanden. Et paradoks her var arbejderbevægelsens på den ene side ideologiske behov for systemtænkning og ensartethed (glimrende forløst i boligkomplekser og storkarréer) og de enkelte arbejderes aspirationer om med tiden at opnå borgerskabets villadrøm.

»På den måde fortæller forstaden også om mål, der blev nået, og om kollektivisme, der blev til privatisme. Om at det 20. århundrede var Socialdemokratiets århundrede - og at det er slut,« konkluderer Dragsbo.

I dag kan man dog stadig finde resterne af byggeforeningernes idealer, når man kører forbi Lighedsvej, Folkets Allé, Frihedsvej eller Broderskabsvej. Men i længden blev parcelhuset og villaen sejrherrerne.

Respekt om parcellen

Måske er det også derfor, at forstaden fik så dårligt et ry, som den gjorde. Den viste, at danskerne ikke lod sig tøjle af systemet. Men samtidig blev boligkvarterets individualisme overhalet af sig selv, da parcelhuset og forstaden efterhånden fik ry af at være selve symbolet på konformitet og ensartethed.

I dag udtrykker parcelhuskvarteret i stedet den fuldendte kapitulation til småborgerskabet. Nu skal man helst bo i indre by. For her er der historie og sjæl. Selv om man så må undvære haven.

Med ”Hvem opfandt parcelhuset?” får Peter Dragsbo imidlertid sendt en solid pæl igennem myten om forstaden som historieløs, og hvis man er tålmodig og ikke er bange for at bladre lidt frem og tilbage, så kan læseren nok også finde sit eget kvarter i denne rigt illustrerede bog og samtidig læse lidt om dengang, der stadig stod respekt om parcellen.