Pernille Stensgaard: DA LOUISIANA STJAL BILLEDET

Pernille Stensgaard:

DA LOUISIANA

STJAL BILLEDET

400 sider, 349 kr.

Gyldendal

UDKOMMER I DAG

”Cézanne og Giacometti” markerer netop nu Louisianas 50 års-jubilæum.

Særudstillingen trækker tusindvis af gæster til det nordsjællandske museum, fra hvis langstrakte arkitektur og frodige park, der er udsigt over Øresund. Og det er, hvad Louisiana handler om: Skiftende udstillinger, store kunstnere, masser af mennesker og skøn natur. Læg dertil kaffe og kringle i cafeen, så er den perfekte søndag hjemme.

Dét har i alle tilfælde været holdningen hos danskerne, der på rekordtid tog museet til sig. Louisiana betyder noget, ikke bare herhjemme, men i hele verden.

I friskt sprog
Museets historie fortælles på 400 sider i journalist Pernille Stensgaards ”Da Louisiana stjal billedet”, der udkommer i dag. I tråd med museets ånd er bogen skrevet i et friskt sprog, hvor alle er velkomne. Bogen er spækket med skægge og triste fortællinger samt massevis af formidable fotos, eksempelvis to unge 1950'er-velklædte mænd, der står foran et Lundstrøm-maleri i en Louisiana-sal - og ryger!

Pernille Stensgaard har til sin Louisiana-fortælling plukket fra aviser, magasiner og bøger samt indhentet friske kommentarer fra relevante danske kulturpersoner. Bogen kører sideløbende i to spor. Et med personlige anekdoter i og omkring Louisiana og et med kunst- og kulturhistorie, hovedsageligt fra Danmark, men også fra det store udland.

En bog om Louisiana er også en bog om museets grundlægger, Knud W. Jensen, ostegrosseren, rigmanden og fantasten. Videre, videre, videre var hans metode, og Louisiana voksede sig større og større under hans enerådige ledelse.

Hans liv, der tilsyneladende er én lang succeshistorie, rummer dog sorte kapitler. Navnlig graver Pernille Stensgaard på passende vis i hans nazistiske sværmerier, som udfoldede sig omkring Ringen, hvor forfatteren Ole Wivel var omdrejningspunktet. Et andet medlem af Ringen var Ole Høst, søn af Bornholm-maleren Oluf Høst.

Ole Høst drog som den eneste fra Ringen til østfronten, hvor han kæmpede på tysk side og døde 28 år gammel.

Knud W. Jensen arbejdede mange år senere ihærdigt for at etablere Høstmuseet i Gudhjem, og før museets åbning skulle Knud W. Jensen have sagt: »Ja, nu er der ingen af os, der skylder Oluf Høst mere.«

Nogle mener, skriver Pernille Stensgaard, at Knud W. Jensens skyldfølelse over Ringens nærkontakt med nazismen var drivkraft i hans mæcenvirksomhed; at hans ihærdige indsats for dansk kulturliv således var en bodsgang for hans ungdoms fejltagelse. Måske, hvem ved. Knud W. Jensen søgte at skjule sin fejltagelse og sagde blot, at hans arbejde for dansk kultur var ren egoisme.

Den frække lillebror
Pernille Stensgaard karakteriserer Louisiana som den frække lillebror, der med lynets hast vendte op og ned på dansk kunstliv. Væk med den højtidelige tilgang til kunst, hvor elitære kunsthistorikere loppede den på deres kontorer 8-16 og var fløjtende ligeglade med publikum.

På Louisiana blev kunsten trukket ned i øjenhøjde med gæsterne. Hidtil uhørt herhjemme blev samlingen bygget op af samtidens kunst, og ligeså uhørt var der evigt skiftende særudstillinger. Og så kunne man sågar få kaffe, kringle og natur i samme mundfuld.

Louisiana var derfor en provokation for dansk museumspraksis, hvor især de kunstkyndige på Statens Museum for Kunst fnyste af det, de anså som popularisering af kunsten.

Irritationsmoment
Pernille Stensgaard maler imidlertid et karikeret billede af tilstanden. Gennem hele bogen fremstilles kunsthistorikerstanden som en suspekt gruppe, der hader publikum, og som mangler forståelse for kunstens ligefremme potentiale.

Forfatteren skriver eksempelvis om kunsthistorikerne: »På universitet er de opdraget med lysbilleder og reproduktioner, og mange af dem har det bedst i samlinger og arkiver. I stedet for teoretisk viden blev Louisiana grundlagt con amore og på Knud W. Jensens tæft for, hvad der rørte sig, og hvad der berørte mennesker, før de selv vidste det.«

Dét er stærkt forsimplet historieskrivning. Og Pernille Stensgaard forsømmer dermed at sætte Louisiana ind i en international museal udvikling, hvor 1900-tallet var domineret af en bevægelse fra samlingsdrevne institutioner til - på godt og ondt - besøgsorienterede museer.

Og man må erindre, at Knud W. Jensen fandt stærk inspiration til sit folkelige kunstmuseum hos det eksperimenterende MoMA i New York, der fra begyndelsen blev drevet af - kunsthistorikeren Alfred H. Barr.