Per Magid, Torben Melchior, Jon Stokholm og Ditlev Tamm: Højesteret - 350 år

Historie

Per Magid, Torben Melchior, Jon Stokholm og Ditlev Tamm (red.):

Højesteret - 350 år

478 sider, 299 kr.

Gyldendal

Er udkommet

I år fylder Højesteret 350 år, og det fejres med et flot festskrift. Fem af Højesterets egne dommere har bidraget og dertil jurister udefra og en enkelt kunsthistoriker beskriver Højesteretsbygningen inde og ude.

Selvom mange i dag forstår Højesteret som en kontrollerende garant til fordel for borgernes frihed, blev den til i 1661 som del af enevælden. I et historisk overblik beskriver professor Ditlev Tamm baggrunden, og sjovt nok blev Højesteret af samme grund set med en vis mistro af grundlovsfædrene i 1800-tallet.

Bedre blev det ikke i provisorie-årene, hvor Højesteret i sine domme blev opfattet som støtte for Estrups styre.

Pinlig er Højesterets rolle under besættelsen 1940-45 med hårde og skærpende domme mod samarbejdspolitikkens modstandere. Højesteret skærpede en dom over historikeren Vilhelm la Cour fra fire måneders hæfte til syv måneders fængsel. Fiskeren, der sejlede Christmas Møller til Sverige, fik af Højesteret seks års fængsel, tre år mere end landsretten gav. Som Tamm underdrevet skriver, er det »ikke en del af det mest ærefulde kapitel i rettens historie«.

Ellers omhandler de fleste bidrag naturligt nok en lang række opremsninger af enkeltsager, som for den almindelige læser er sjove og pudsige, men for jurister er kendt stof. F.eks. at Herman Bang med bogen ”Håbløse slægter” i 1882 blev dømt for pornografi ved at beskrive »sanselig attrås opvækkelse og tilfredsstillelse«. Fra nyere tid berettes om en lang række principielle erhvervsretlige afgørelser.

Tvind-dommen i 1999 var markant ved, at Højesteret for første gang i nyere tid underkendte en lov vedtaget af Folketinget og set på baggrund af Højesterets historie er det egentlig underligt, at dommen mødte så bredt bifald, også i Folketinget.

Retten og politik

Mere principielt behandler højesteretsdommer Jens Peter Christensens Højesterets placering i statsmagten ved siden af den lovgivende og udøvende magt. Til sidst kommer han ind på Højesterets uvilje til at tage stilling til politisk-økonomisk prioriteringsspørgsmål, som bør overlades til politikere, der jo også er ansvarlig for at skaffe de økonomiske midler.

Her vil Lissabon-traktaten udfordre med dens sociale rettigheder formuleret som vage hensigtserklæringer og som er »lidet anvendelig i en retstvist«, som tidligere højesteretspræsident Torben Melchior citeres for at sige.

Ved inkorporeringen af Menneskerettighedskonventionen i 1992 blev det antaget, at det ikke ville forskubbe magten mellem lovgiver og domstole, men Jens Peter Christensen skriver i dag, at denne forudsætning »har formentlig lige fra begyndelsen været urealistisk«. Hermed påstås det vel, at nogen har vidst eller burde have vidst bedre, end offentligheden har fået indtryk af?

Sammenlignet med andre højesteretter er den danske tilbageholdende og forsigtig.

Angelsaksisk tradition

Professor Gorm Toftegaard Nielsen placerer Højesteret i en angelsaksisk tradition, der mere ser på fakta og erfaring og anvender sund fornuft frem for en tysk mere formalistisk og begrebsanalytisk tradition, som universitetsjurister har været mere tiltrukket af. Derfor blev skatteadvokat Mogens Glistrup i 1983 dømt i Højesteret, selvom han ikke havde forbrudt sig mod lovens ordlyd.

Jordnær, pragmatisk, praktisk og præget af sund fornuft er Højesterets skudsmål i denne bog, og det er ikke så ilde endda. Det spændende er, hvordan Højesteret i fremtiden vil tackle den eksplosion af velfærdsrettigheder, som politikere sjældent tøver med at vedtage. Og om den højeste ret vælger at træde lidt ud af den bevidst tilbageholdte position.

Et fint værk i en pragtfuld bogkvalitet med mange flotte illustrationer, som er Højesteret værdigt. Der er en enkelt fejl ved gebyrsagen fra 1993, hvor Justitsministeriet blev anklaget for at udskrive skatter i form af høje gebyrer, hvor gebyr for pas angives til 400 kr. i dag. Jeg må op med 600 kr. for at forny mit pas i 2011.