DANMARKSHISTORIE OLE L. FRANTZEN OG KNUD J.V. JESPERSEN (RED.): DANMARKS KRIGSHISTORIE I-II
Rigt illustreret, indbundet og i kassette
876 sider, 599 kr.
Gads Forlag
Er udkommet
Da den radikale udenrigsminister Niels Helveg Petersen i 1998 og 1999 gik med til at engagere Danmark i væbnede aktioner (i Irak og Kosovo), brød han og hans parti med al tidligere radikal udenrigspolitik.
Han sagde vel samtidig farvel til det radikale historiesyn, som historikeren, professor Erik Arup, ellers med et vist følge havde lanceret med en overraskende påstand i sin store danmarkshistorie (1925):
At middelalderbonden Bjørn fra Suserup var vigtigere for samfundets udvikling end nok så mange konger og krige, fordi hans seje, stilfærdige slid for landets materielle grundlag betød langt mere, end hvad der foregik i lande langt fra Danmark, f.eks. helt ovre i de baltiske lande.
Hvis nogen absolut skulle beskæftige sig med krig, kunne det overlades til historiekyndige officerer - Arup ville have misbilliget, at en officer befinder sig i det seksmands-team, der har skrevet dette værk.
Årsag og konsekvens
Det radikale historiesyn på militærhistorien og tilhængernes uvilje mod rent sagligt at kende noget til sikkerhedspolitiske facts virkede unægtelig også længe ind på Det Radikale Venstres holdning til udenrigs- og forsvarspolitik.
En modbølge har dog vist sig, først og fremmest ved indsats fra professor Knud J.V. Jespersen, Syddansk Universitet, den ene af redaktørerne af dette flotte værk.
Hans pen træder tydeligt frem i værkets meget læseværdige indledning herunder dens redegørelse for bøgernes formål: At skrive om krigens årsager og konsekvenser for Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik herunder kriser, der var lige ved at føre til krig.
Synet på ”Danmarks krigshistorie” er beslutningstagernes på overordnet niveau. Der omtales nok mange slag, men bøgerne er ikke behæftet med slagtummel.
Nyt og ukendt
Resultatet er sober og for det meste velfortalt historie. Stilen er nøgtern og saglig og understøttes af et fortræffeligt billedmateriale med overvejende samtidige illustrationer foruden enkelte klassiske historiemalerier.
Kurt Villads Jensen, Syddansk Universitet, lægger for med årene indtil 1600, mens Jespersen selv fører udviklingen op til slutningen på Store Nordiske Krig 1720, og Gunner Lind, Københavns Universitet, tager sig af det fredelige 1700-tal og de efterfølgende Napoleonskrige.
I bind 2 skriver værkets medredaktør, Ole L. Frantzen, Statens Forsvarshistoriske Museum, om 1800-tallet, da Danmark måtte erkende sin rolle som småstat, mens general Michael Clemmesen tager sig af perioden med uhyre forsigtig kurs over for Tyskland sluttende med den tyske besættelse af Danmark
De nævnte kapitler rummer stof, som for mange er nyt og ukendt, mens det afsluttende kapitel af Thomas Wegener Friis, Syddansk Universitet, nok for mange er noget, som de tror, er kendt historie fra aviser og elektroniske medier.
Men han kan fortælle meget internt om dansk og fremmed spionage og om Østblokkens angrebsplaner mod Danmark under Den Kolde Krig.
Der flyder ikke blod på siderne i denne krigshistorie, men læserne kan glæde sig til mange indholdsrige timers god historielæsning i denne vinter.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



