Den lange jagt på Eichmann

Neal Bascomb:

Jagten på Eichmann

Oversat af Susanne Bernth og Frank Esmann

390 sider, 300 kr.

Jyllands-Postens Forlag

UDKOMMER I DAG

Chefen for SS, Heinrich Himmler, kaldte ham for ”Mesteren”. Manden, der sikrede, at gaskamrene og krematorieovnene kunne arbejde på højtryk i kz-lejrene med udryddelse af jøderne - lige til Det Tredje Riges sammenbrud. Med et sådant skudsmål er det indlysende, at SS-Obersturmbannführer Adolf Eichmann måtte gå under jorden, hvis ikke han ville havne i galgen.

Hans flugt lettedes af, at han i maj 1945 var relativt ukendt uden for de tyske SS-bureaukratiske cirkler. Kun langsomt gik det op for de allierede, at han var en af de største krigsforbrydere - personificeringen af Endlösung - og så gik jagten på ham for alvor ind.

Den sluttede i dag for 50 år siden i Argentina, hvor han blev kidnappet og ført til Israel. To år senere blev dømt og hængt.

Problematisk stil

Der er skrevet mange bøger om Eichmann og jagten på ham.

I 50-året for hans tilfangetagelse har den amerikanske journalist og forfatter Neal Bascomb med ”Hunting Eichmann” sat sig for at samle trådene og skrive den definitive version af den lange jagt på Eichmann med vægt på den israelske indsats, der skete i et hemmeligt samarbejde med den hessiske statsanklager Otto Bauer, der mente, at de tip, han havde fået, ville blive syltet i Vesttyskland.

Bascomb har begået en imponerende og overvældende research. Der kan ikke være mange sten tilbage at vende. Til gengæld vælger han en problematisk litterær stil. Formentlig for at skille den aktuelle bog ud fra den righoldige forudgående litteratur anvender han en dramatisk, nærmest thrilleragtig fortællestil. Bogen er skrevet som et filmmanuskript til en Hollywoodproduktion med hyppige spændingsopbyggende krydsklip.

Forfatteren vil tage læseren med helt ind i begivenhedernes centrum. De skal føle spændingen og frygten. Det er virkemidler, der unødvendigt belaster troværdigheden. Virkeligheden er kras nok til at behøve denne iscenesættelse.

Betydning for Israel

Bogens stærkeste kapitler er beskrivelsen af Eichmanns ”aktive år” og flugten ud af efterkrigstidens Tyskland. Det afsløres, at personen Eichmann isoleret betragtet ikke er særlig interessant. Han legemliggør det, som filosoffen Hanne Arendt i forbindelse med retssagen i Israel kaldte ”ondskabens banalitet.”

Han optrådte aldrig som sadistisk jødeplager i kzlejrene og vides ikke personligt at have skudt jøder. Han var endnu mere djævelsk bag sit skrivebord, hvorfra han fungerede som jødeudryddelsens logistiske driftsleder.

Tilfangetagelsen af Eichmann i 1960 fik stor betydning for den israelske stats selvværd og for verdensoffentligheden i den forstand, at det for alvor gik op for den, hvad Holocaust var, og hvordan den blev praktiseret af bødler og bureaukrater i uhyggelig forening.

Deri ligger bogens værdi i dag, selv om det kan føles ubehageligt at være så meget i selskab med Eichmann og hans begrebsverden, fordi Bascomb i høj grad gengiver ham (han indtalte faktisk sine erindringer på bånd i frihed . . .) i stedet for at sætte hans ugerninger i et humanistisk perspektiv.

Oversat i hastværk

Bogen bærer præg af at være oversat i hastværk. Der optræder en sekundløjtnant, fly er organiseret i eskadrer, Bodensøen kaldes ved dens engelske navne Constancesøen, og Eichmann skjuler sig en overgang i den sydtyrolske landsby Merano. Det er som bekendt en af provinsens hovedbyer, på tysk Meran.

Endvidere omtales Hitler Jugends panserdivison. Denne organisation havde ingen panserdivison. Derimod var der en SS-division af dette navn, som i vid udstrækning rekrutterede fra Hitler Jugend.