Anmeldelse: Morten Vestergaard: Pigen fra Auschwitz

ANDEN VERDENSKRIG

Morten Vestergaard

Pigen fra Auschwitz

208 sider. 250 kr.

Jyllands-Postens Forlag

Er udkommet

Den nazistiske udryddelseslejr Auschwitz-Birkenau er vanskelig at sætte på historisk formel, så den menneskelige fatteevne kan absorbere omfanget af de morderiske uhyrligheder, der fandt sted her. Beskrivelsen af stedet som et højdepunkt i udviklingen af et tysk industrielt dødskompleks er der sørgelig dækning for, men netop massemordets industrialisering slører forbrydelsen mod menneskeheden. 1,1 mio. aflivede er et forfærdende tal, men bliver let abstrakt og set som en post i krigens hovedbogholderi.

Dybest set kan det uhyrlige kun gøres begribeligt ved at anskue Auschwitz som summen af over en million enkeltskæbner.

Ved historisk-litterær mikroskopi kan hver skæbne, der bliver beskrevet, være med til at fremmane et medmenneskes lidelser - og dermed give et indblik i og fastholde det nazistiske dødsriges forbryderiske væsen. Derfor er hver eneste genfortælling fra Auschwitz vigtig, og det gælder også Morten Vestergaards fine lille bog ”Pigen fra Auschwitz”.

Pigen er den franskfødte Arlette Andersen fra Fredericia. Som student blev hun anholdt under en razzia på universitetet i Clermont-Ferrand og som jøde sendt til Auschwitz. Hun overlevede, kom på ferie i Danmark umiddelbart efter krigen, blev dansk gift og slog sig sammen med sin mand ned som gymnasielærer i Fredericia.

Indtil sent i livet talte hun ikke om sine oplevelser i udryddelseslejren, før hun en dag sagde ja til at tale ved et kirkeligt arrangement i Fredericia. Det blev en forløsning, og siden har hun holdt foredrag for ca. 65.000 mennesker - ofte gymnasieelever.

Morten Vestergaard interviewede Arlette Andersen til Jyllands-Posten i anledning af 65-året for Anden Verdenskrigs afslutning. Siden vendte han tilbage og gennemførte 10 uddybende samtaler med hende og formidlede nænsomt solid journalistik til en både vemodig og livsklog skæbnefortælling.

En stærk beskrivelse

Arlette Andersen betjener sig ikke af dramatiske effekter, tværtimod. Med en markant underdrivelse karakteriserer hun sit ophold i dødslejren som begivenhedsløst - et udtryk for, at livet i dødens forgård bliver til hverdag. Ganske vist så hun ikke gaskamrene, men hun overlevede hyppige selektioner i barakkerne, når de svage fanger blev sendt i gaskammeret, fordi der skulle skaffes plads til arbejdsduelige fanger. Og hun overlevede dødsmarchen mod vest i 1945. Netop derved er hendes historie en lavmælt, men stærk beskrivelse af det nazistiske arbejds- og udryddelsesprojekt i dets sygelige funktionelle effektivitet - og af ondskabens banalitet.